
Johnson & Johnson har sluttet sig til rækken af selskaber, som er blevet sultne efter vækstpotentialet i Afrika, og vil nu opruste på kontinentet. Ifølge Wall Street Journal vil selskabet styrke F&U samt distributionskapaciteten i Afrika for at øge salget på kontinentet, og de nye faciliteter skal primært fokusere på HIV/AIDS, tuberkulose og moder- og børnesundhed.
Derudover forventer J&J sig meget af nye produkter inden for for HIV/AIDS i form af en langvarig medicin og en vaccine mod Ebola, som forventes at kunne finde stærke markeder i de afrikanske nationer. Her kan det også nævnes, at det kan komme danske Bavarian Nordic til gode, da selskabet er partner med Johnson & Johnson omkring udviklingen af netop en Ebola-vaccine.
Stor vækst i medicinforbruget
Dermed følger Johnson & Johnson efter selskaber som tyske Merck og AstraZeneca, som også er blevet lokket til de afrikanske nationer af udsigterne til store økonomiske vækstrater og dermed investeringer i landenes sundhedssektorer – ifølge analyseinstituttet IMS Health forventes der at blive solgt medicin for 30 mia. dollars i de afrikanske lande i år, og det tal vil stige til 45 mia. dollars i 2020.
Andre selskaber har dog været i Afrika i mange år, og særligt i vaccineforretningen kan Johnson & Johnson nok forvente sig konkurrence fra franske Sanofi, som har været aktiv i Afrika siden 1930’erne, og som i første halvdel af 2015 solgte medicin for mere end 500 mio. euro.
Johnson & Johnson planlægger at placere de nye faciliteter i Sydafrika og kigger også på mulighederne for at udvide til Kenya og Ghana.