Allergan-CEO: Regler blev skabt til at forhindre Pfizer-aftale

Topchefen for Allergan kalder det amerikanske finansministeriums ageren for "en anelse uamerikansk"efter, at den 160 mia. dollars store handel med Pfizer er gået i vasken.
Foto: Richard Drew
Foto: Richard Drew
Af RITZAU FINANS

Det ser "helt afgjort" ud, som om det amerikanske finansministerium har ændret skattelovgivningen for at forhindre en kæmpe overtagelse af Botox-producenten Allergan.

Allergan-topchef Brenton Saunders føler sig derfor "taget med bukserne nede" af de nye regler, der har fået medicinalkolossen Pfizer til at opgive sit køb af selskabet.

"At ændre reglerne, efter at spillet er sat i gang, er en anelse uamerikansk, men det er den situation, vi er i," siger Saunders til CNBC.

"Vi konstruerede denne aftale efter reglerne," fortsætter han over for nyhedsmediet.

Allergan har sit juridiske hovedkvarter i Dublin, men bliver drevet fra New Jersey. New York-baserede Pfizer kunne således ved en overtagelse skifte skatteadresse til Irland, hvor selskabet ville blive underlagt en lavere skattesats.

De nye skatteregler bliver anset som en sejr for præsident Barack Obamas regering, der gerne har villet komme virksomhedernes skattefidus til livs. Reglerne, der var skrappere end ventet, skal forebygge, at selskaberne flytter til en ny og mere favorabel skatteadresse blandt andet ved hjælp af en fusion.

Ifølge CNBC ville Pfizer kunne have sparet mere end 1 mia. dollar i skattebetalinger om året ved at flytte sit domicil.

Transaktionen ville, hvis den var blevet gennemført, med 160 mia. dollar have været den største virksomhedshandel nogensinde inden for sundhedsplejesektoren, men nu står Pfizer i stedet foran at skulle betale 150 mio. dollar i et gebyr til Allergan for udgifter relateret til handlen.

 Pfizer dropper verdenshistoriens største medicinalhandel

 Hvad gør Pfizer og Allergan uden hinanden?

 Allergan dykker efter nyt skatteforslag

 Præsidentkandidat til skattemyndighederne: Stop Pfizers megahandel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også