GSK's nye astmamedicin kritiseres for prisen

Prisen på GlaxoSmithKlines nye astmamedicin, Nucala, er alt for høj, mener den amerikanske nonprofit organisation Institute for Clinical and Economic Review.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

En listepris på 32.500 dollars, cirka 223.000 kr., om året for GlaxoSmithKlines nye astmamedicin Nucala er alt for høj. Det mener den amerikanske nonprofit organisation Institute for Clinical and Economic Review (ICER), der vurderer klinisk og omkostningseffektivitet af nye lægemidler.

Ifølge Reuters har ICER udarbejdet en rapport, der peger på, at prisen på Nucala bør være 76 pct. lavere for at retfærdiggøre sin værdi. Mere præcist foreslår man, at astmamedicinen, der blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder i starten af november, bør prissættes et sted mellem 7800 og 12.000 dollars om året.

ICER medgiver, at Nucala, der injiceres en gang om måneden, reducerer astmaanfald og symptomer signifikant, og formindsker behovet for orale steroider, men man fandt altså, at prisen ikke var omkostningseffektiv.

GSK har meldt ud, at man støtter ICER's arbejde, men at man er uenig i konklusionen.

"Vi mener, at Nucala har en fair pris, hvor man balancerer innovation og markedsværdi med tilgængelighed for patienterne," udtaler GSK's talsperson Sarah Spencer.

I øvrigt har ICER i samme rapport kigget nærmere på Novo Nordisks langtidsvirkende Tresiba. Her fandt man, at Tresiba var "rimeligt prissat". Listeprisen på 7800 dollars, cirka 53.000 kr., om året var cirka 8-10 pct. for høj, men det er "inden for den rækkevidde af typiske rabatter til betalerne," lyder det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også