Sydbank: Stor sandsynlighed for udvidet brug af Genmabs Darzalex

Meget peger i retning af, at Genmabs kræftmiddel Darzalex på sigt vil blive en af de mest benyttede behandlinger mod knoglemarvskræft, lyder det fra Sydbank, hvor analytiker Søren Løntoft Hansen vurderer, at sandsynligheden for Darzalex som førstelinjebehandling er stor.
Foto: Genmab, PR
Foto: Genmab, PR
AF RITZAU FINANS

Der er god grund til at tro, at Genmabs nye kræftmiddel Darzalex på sigt vil vinde indpas som en af de mest benyttede behandlinger mod knoglemarvskræft.

Det vurderer senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen på baggrund af præsentationerne på selskabets forsknings- og udviklingsdag, der blev holdt tirsdag aften i USA. Her blev nogle af de data, der blev offentliggjort i de seneste dage i forbindelse med en stor kræftkonference i USA, fremlagt på ny.

Og studieresultaterne er umiddelbart så positive, at sandsynligheden for, at Darzalex vinder indpas tidligt i behandlingsforløbet og muligvis endda bliver førstebehandling, er stor, vurderer Søren Løntoft Hansen.

"Darzalex har helt overordnet givet et godt indtryk på konferencen. På R&D-dagen efterlades et positivt indtryk fra de læger, som præsenterede, og jeg vurderer, at der er udsigt til, at Darzalex på sigt bliver en meget udbredt behandlingsform inden for knoglemarvskræft," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Lovende kombinationer

Han hæfter særligt ved et par studier, der viser særdeles lovende effekt, når Darzalex kombineres med kræftmidlerne, Revlimid og Pomalyst.

Pomalyst har i et fase 3-studie, hvor det gives sammen med binyrebarkhormonet Dexamethason, vist en overordnet responsrate på 31 pct. I et fase 1b-studie, hvor behandlingen suppleres med Darzalex var det hele 71 pct. af patienterne, der havde gavn af behandlingen.

Også data fra studiet af Darzalex i kombination med Revlimid var imponerende, konstaterer Sydbank-analytikeren, der derfor skal se nærmere på sine regneark og de parametre, der bestemmer den fremtidige brug af Darzalex. Midlet er i USA i første omgang alene er godkendt til patienter, der har gennemgået mindst tre tidligere behandlingsforløb, eller som ikke har gavn af hverken en såkaldt proteasom-hæmmer eller et immunmodulerende stof.

"Jeg kommer til at hæve min sandsynlighed for, at Darzalex vil blive brugt tidligere i behandlingsregimet, og jeg kommer også til at se på mit estimat for, for længe patienterne vil være i behandling med Darzalex. Endelig skal jeg nok kigge på, hvor stor en andel af lægerne, som vil begynde at bruge Darzalex eller på sigt andre CD38-antistoffer som førstebehandling," siger Søren Løntoft Hansen.

Han har hidtil haft et topsalgsestimat for Darzalex på 3,8 mia. dollar alene i knoglemarvskræft.

"Og jo, det er da en meget god antagelse, at det skal løftes," siger han.

Lavere pris

Genmabs nye kræftmiddel Darzalex kommer med en prislap i USA på 134.550 dollar, eller næsten 1 mio. kr., for det første års behandling. Men prisen er lavere end på andre kræftmidler, eksempelvis Pomalyst og Revlimid, der ifølge data fra Bloomberg Intelligence koster henholdsvis 147.300 dollar og 142.000 dollar for et års behandling.

Samtidig falder udgifterne til Darzalex til 76.000 dollar i det andet behandlingsår, hvor patienten her kan nøjes med 13 behandlinger mod 23 behandlinger i det første behandlingsår.

Genmabs administrerende direktør, Jan van de Winkel, vurderede i november, at partneren Janssen med den lavere pris vil forsøge at sikre midlet bred anvendelse i behandlingen.

"Jeg tror, at de ønsker, at midlet bliver rygraden i behandlingen - meget lig, hvad man har set med Roches middel Rituximab til behandling af follikulært lymfom. Og hvis det er ønsket, så kan det ikke prissættes dyrere end de nuværende stoffer, for så vil det aldrig blive brugt i kombinationsbehandling," sagde Jan van de Winkel til Ritzau Finans.

 Nordea: Stærke forsøgsdata for Genmab 

 BMS afslører pris på ny Darzalex-rival

 Genmab runder ny milepæl 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også