Genmab får friske mio fra partner

Det danske biotekselskab Genmab får 3 mio. dollars i milepælsbetaling i forbindelse med samarbejdet med Janssen.
AF RITZAU FINANS

Genmab har opnået endnu en milepæl i samarbejdet med Janssen Biotech vedrørende Duobody teknologiplatformen. Genmab får nu 3 mio. dollar, oplyste selskabet sent søndag aften.

Betalingen udløses som følge af prækliniske fremskridt med en Duobody-produktkandidat, som er rettet mod cancer. Indtil nu har Janssen udnyttet optioner på 11 ud af i alt 20 mulige programmer under samarbejdet med Genmab om platformen. Inklusive samarbejdet med Janssen har Genmab fem kommercielle samarbejdsaftaler vedrørende Duobody teknologien.

"Bispecifikke antistoffer er fortsat et af de mest spændende nye terapeutiske områder inden for biotekbranchen. Den milepæl, vi i dag har opnået i vores Duobody samarbejde med Janssen, udgør det femte program, hvor en klinisk kandidat er blevet udvalgt, og det er endnu et tegn på Duobody teknologiplatformens potentiale til at skabe produkter, der kan føre til betydningsfulde fremskridt i kræftbehandlingen," siger Jan van de Winkel, administrerende direktør hos Genmab, i en pressemeddelelse.

Betalingen får ingen indvirkning på Genmabs resultatforventninger til 2015.

Duobody platformen er en "innovativ platform til dannelse og udvikling af bispecifikke antistoffer, som potentielt kan forbedre antistofbehandlingen af cancer, autoimmune sygdomme og infektionssygdomme samt sygdomme i centralnervesystemet", oplyser Genmab.

Genmab vil potentielt være berettiget til milepæls- og licensbetalinger på op til omkring 175 mio. dollar fra Janssen. Dertil kommer royalties for hvert kommercialiseret Duobody-produkt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også