Ny ebolavaccine viser lovende resultater

En ny vaccine mod Ebola har vist yderst lovende resultater. Der er nu reelt håb om, at man kan bekæmpe epidemien, mener WHO.
Foto: POLFOTO/AP/arkiv
Foto: POLFOTO/AP/arkiv
AF RITZAU

Meget kan tyde på, at forskere har taget et lille skridt fremad i bekæmpelsen af den dødelige virussygdom Ebola. Det viser foreløbige resultater fra et forsøg i det vestafrikanske land Guinea.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO giver resultaterne håb om, at det kan lykkes at bekæmpe epidemien, der hærger Vestafrika.

"De tidlige resultater af vaccinens effekt er spændende og lovende. Hvis resultaterne bliver bekræftet, vil det ændre måden, man håndterer ebolaudbruddet på," siger WHO's generaldirektør, Margaret Chan, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Som det ser ud nu, er der ingen forebyggende vacciner eller helbredende behandling, og ifølge Læger uden Grænser dør op til 90 procent af de smittede under et udbrud.

Derfor spreder det også stor glæde hos Læger uden Grænser, at det tyder på, at man er kommet lidt nærmere en vaccine.

Den danske læge Mads Geisler fra Læger uden Grænser håber, at de lovende resultater vil sætte fokus på behovet for at udvikle vaccinen.

"Vaccinen ser ud til at være sikker og til at have en vis effektivitet. Vi skriger desperat på bedre muligheder og flere værktøjer til at bekæmpe ebolaepidemien, og vi håber, at de her resultater kan føre til en udvidelse af vaccineforsøget," siger han til Ritzau.

Mads Geisler har selv har været i Afrika for at bekæmpe ebolaudbruddet og kom senest hjem fra en mission i Guinea for to måneder siden.

Han fortæller, at de nuværende resultater af vaccinen baserer sig på et forsøg, hvor man har givet den nye vaccine til 1200 frivillige sundhedsarbejdere.

"Ingen af dem er blevet smittet med ebola. Og ud fra det kan man selvfølgelig ikke med sikkerhed sige, at vaccinen virker, men det er i hvert fald lovende," siger Mads Geisler.

Mere end 11.200 mennesker har mistet livet som følge af epidemien i Vestafrika. Tilbage i 2013 spredte epidemien sig fra Guinea, hvorefter sygdommen kom til Liberia og Sierra Leone.

 Eksperter vil sikre sig mod dødelige epidemier med global milliardfond 

 Stærke data for Bavarian-konkurrents ebola-vaccine  

 Bavarian-CFO: Stor chance for afrikansk fase 3-studie senere på året 

 Bavarians ebola-vaccine i fase 2 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også