Bayer og Algeta-bestyrelse når til enighed om milliardkøb

Den tyske medicinalkoncern Bayer er nået til enighed med bestyrelsen hos den norske samarbejdspartner Algeta om et købstilbud på 362 nkr. per aktie, svarende til i alt 2,9 mia. dollar eller 15,7 mia. danske kroner.
Ritzau Finans

Bestyrelsen hos Algeta anbefaler nu selskabets investorer at acceptere købstilbuddet, der er blevet hævet til 362 nkr. pr. aktie fra oprindeligt 336 nkr. pr. aktie. Bayer har modtaget forhåndsgodkendelse fra 14 pct. af Algetas aktionærer. Det skriver Bloomberg News.

Efter det oprindelige købstilbud på 336 nkr. handledes aktien op i 353 nkr., hvilket indikerede, at investorerne vurderede buddet som værende for lavt - en vurdering, som Danske Bank ved den lejlighed var enig i.

"Umiddelbart mener vi, at buddet er i den lave ende, " skrev Danske Bank i en kommentar i forbindelse med første bud 26. november, mens den schweiziske bank UBS samtidig henviste til historiske præmier på biotekselskaber i størrelsesordenen 50-60 pct.

Algeta fokuserer på udvikling af lægemidler til behandling af prostata-kræft, og det er i særdeleshed lægemidlet Xofigo mod prostatakræft, som har fået Bayers tænder til at løbe i vand. Algeta har omkring 180 ansatte.

Købstilbuddet mangler fortsat aktionærernes og myndighedernes godkendelse, men Bayer håber at gennemføre det i første kvartal af 2014.

Da buddet oprindeligt blev afgivet, sendte det Bavarian Nordic-aktien i vejret og affødte spekulation om, at Bavarian Nordic også kunne være en opkøbsmulighed.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også