Stædige læger forhindrer hurtige Lundbeck-milliarder

Lundbeck skal knokle for at blødgøre en konservativ lægeskare, før skizofrenimidlet Abilify Maintena får det helt store gennembrud på markedet, konstaterer både selskabet og en analytiker.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Et af Lundbecks store lægemiddelhåb kan tage en rum tid om at nå den helt store milliardindtjening. Abilify Maintena er af en type medicin, som en betydelig andel af verdens læger er skeptisk overfor, nemlig langtidsvirkende injektionsbaserede depotformuleringer inden for skizofreni.

Derfor skal markedet først opdyrkes og lægerne overbevises om effekten ved gruppen af lægemidler, og det bliver ikke en nem opgave.

”Det er ikke noget, der bare lige sker over natten. Der kommer til at være rigtig mange timer i at få overbevist lægerne om, at det er et reelt alternativ, som patienterne gerne vil have. Vores markedsundersøgelser indikerer, at to tredjedele af lægerne ikke spørger patienterne, om de vil have depotformuleringen,” siger Klaus Abel, vice president og global business lead for Lundbecks Otsuka-alliance.

Læger er vanemennesker

En lang række videnskabelige artikler har forsøgt at afdække, hvordan det kan være, at læger generelt udviser modvilje over for at benytte depotformuleringerne. Der findes både første og andengenerations-midler, og de ældste er forbundet med en række bivirkninger. Af den nyere klasse af depotformuleringer findes Abilify Maintena, Risperdal Consta og Invega Sustenna, hvor de to sidste markedsføres af Janssen.  

”Lægerne er dels modvillige, fordi de er vanemennesker i stort omfang, og fordi der ikke er nogen ud over Janssen, der er ude og prøve at informere dem om, hvorfor de skal gøre ting anderledes, end de gør i dag. Der er en stor manglende forståelse for selve dynamikken i de psykiatriske patienter,” siger Klaus Abel.

10-12 år ude i fremtiden

Otsuka og Lundbeck deler rettighederne til Abilify Maintena, hvor Lundbeck har en andel på 20 pct. i USA. Udmeldingerne om topsalgspotentialet for Abilify Maintena, der blev godkendt i USA i marts i år, ligger i milliardklassen.

Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, forventer et topsalg i USA på 656 mio. kr. for Lundbecks andel og et globalt topsalg på 3,1 mia. kr. for Lundbeck. Men der går formentlig lang tid før, at Lundbeck når det salg, fordi lægerne først skal overbevises om potentialet i den gruppe af lægemidler.

”Det ligger 10-12 år ude i fremtiden. Hvor vi måske ikke vil få en kraftig effekt her i starten, så vil vi formentlig mere se en langsommere markedspenetrering, hvor vi kan se et løft senere hen i takt med, at depotformuleringerne bliver mere udbredt,” siger Søren Løntoft Hansen.

Høje vækstrater

Alt tyder dog på, at lægerne er i gang med at nedbryde deres skepsis og bliver mere åbne over for at bruge depotformuleringerne. Sydbank forventer, at depotformuleringernes samlede markedsandel stiger fra de nuværende 8 pct. til 15 pct. ”over de kommende år”, og den høje mulige vækstrate gør Abilify Maintena til et attraktivt lægemiddel.

I 2012 indtjente Janssens to formuleringer, Risperdal Consta og Invega Sustenna, tilsammen mere end 2 mia. dollars, hvilket er en vækst på 16 pct. i forhold til 2011.

Risikerer Lundbeck at blive overhalet indenom af et firma med et mere effektivt lægemiddel, inden der virkelig kommer gang i salget?

”Det kan man godt forestille sig, at aktører kan, for markedet er uopdyrket. Men jeg tror mere, at det er en fordel end ulempe, fordi der så vil komme mere fokus på det her marked. Selvfølgelig kan det være en ulempe, fordi det giver mulighed for andre konkurrenter at komme ind og konkurrere med det her middel,” siger Søren Løntoft Hansen. 

Et sted midt imellem

Klaus Abel er umiddelbart ikke helt enig med Søren Løntoft Hansen om, at det kan tage op til 10-12 år at nå topsalget, der ifølge analytikeren for Lundbeck ligger på 3,1 mia. kr.

”Det tager ikke 3 måneder, men det tager heller ikke tolv år. Det er nok et sted midt imellem,” siger han.

Topsalgsestimatet til Lundbeck alene er ifølge Klaus Abel 1-2 mia. kr. efter 5-6 år, hvor lægemidlet gerne skulle have nået et niveau, hvor det derefter primært vokser med markedsvæksten. Estimatet på den lange både, hvor markedsvæksten er driveren, ligger for Lundbeck på 2-2,5 mia. kr., hvilket vil ske inden for 10 år.

”På nuværende tidspunkt ligger behandlingsraterne på 5-10 pct., og vi skal op på mellem 7-12 pct. for at nå det potentiale (på 1-2 mia. kr., red.),” siger Klaus Abel.

Studier har påvist, at skizofrenipatienter, der bliver behandlet med Abilify Maintena, har færre hospitalsindlæggelser sammenlignet med patienterne, der får orale skizofrenimidler til daglig indtagelse.

Lundbeck mener, at selskabet har en del knapper at dreje på i forhold til at ændre lægernes opfattelse på depotformuleringerne.

”Hvis vi laver programmer, hvor vi kan være med til at støtte op om, hvordan lægerne har den her samtale, og hvordan de håndterer relationen og internaktion, kommer vi langt videre. Den anden del er nogle mere tekniske elementer, hvor vi vil bruge nogle forskellige devices og infrastrukturer, der kan være med til at bringe sundhedspersonale med ind i en setting, der skal sørge for, at patienterne får en helt anden oplevelse af deres behandling,” siger Klaus Abel. 

 Analytikere: Milliard-sællerter på vej fra Lundbeck

 Lundbeck: Blockbuster-potentiale i pipeline-midler

 Nyt stort samarbejde på vej mellem Lundbeck og Otsuka? 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også