Lundbeck anker EU's millionbøde

EU-Kommissionens afgørelse, som har medført en rekordbøde til Lundbeck på 700 mio. kr., indeholder flere alvorlige fejl. Det mener den danske medicinalkoncern, der nu anker dommen.

De 700 mio. kr., som EU-Kommissionen har idømt Lundbeck at betale for at have overtrådt de konkurrenceretlige regler, er 700 mio. kr. for meget. Sådan ser Lundbeck i hvert fald på sagen, og medicinalkoncernen har derfor valgt at anke afgørelsen med henblik på at få nedsat bøden eller omstødt dommen.

Årsagen er ifølge en fondsbørsmeddelelse, at afgørelsen indeholder "flere alvorlige juridiske og faktuelle fejl samt på flere punkter krænker Lundbecks ret til at forsvare sig."

Sagen mod Lundbeck går tilbage til 2002, da selskabet indgik aftaler med nogle kopiproducenter, som ellers var klar til at gå ind på markedet for antidepressionsmedicin med kopier af Lundbecks Cipramil. Aftalen betød, at kopiproducenterne fik en pose penge mod at holde sig ude af markedet. Dermed overtrådte Lundbeck og kopiproducenterne ifølge EU-Kommissionen EU's konkurrenceregler, der forbyder aftaler, som hindrer fri konkurrence.

Bøden på 700 mio. kr. er den største danske bøde, der er hidtil er pålagt en part at betale i europæiske konkurrencesager.

“Vi er fortsat rystede over afgørelsen, som indeholder fejl på en række yderst vigtige punkter. Med vores anke ønsker vi at få en grundig juridisk vurdering af sagen, som kan få præjudikatsvirkning, hvilket er yderst vigtigt for os samt for alle øvrige innovative selskaber,” udtaler Mette Carlstedt, Senior Vice President, Corporate Legal hos Lundbeck, i meddelelsen.

Op til seks år

Lundbeck forventer, at en afgørelse i ankesagen bliver klar inden for to-tre år. Den dom vil efterfølgende kunne ankes til EU-domstolen af en af parterne, og så vil sagen kunne trække ud i op til seks år. Lundbeck er uanset anken forpligtet til at betale bøden, hvilket vil ske i tredje kvartal 2013.

Fejlene i Kommissionens afgørelse omfatter ifølge koncernen en misfortolkning af de i retspraksis fastlagte hovedkriterier for at afgøre, hvorvidt en aftale begrænser potentiel konkurrence, og ignorerer væsentlige fakta i sagen. Afgørelsen indeholder også indlysende fejl vedrørende vurderingen af værdioverdragelse i forbindelse med patentforligsaftaler, lyder det.

"Endvidere drager Kommissionen en juridisk fejlslutning ved at pålægge Lundbeck en bøde til trods for, at denne sag indeholder nye faktuelle og juridiske problemstillinger. Bøden tilsidesætter princippet om juridisk sikkerhed," skriver koncernen.

Og så mener Lundbeck, at afgørelsen krænker selskabets ret til at forsvare sig, eftersom kommissionen ifølge Lundbeck har ændret indholdet af krænkelsen mellem klagepunktsmeddelelsen og afgørelsen uden at give Lundbeck mulighed for at blive hørt omkring denne ændring, før afgørelsen blev truffet.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra EU-Komissionen.

Læs også konkurrence-kommissærens respons på anken: EU klar til kamp mod Lundbeck

Tidslinje:

2005: EU-Kommissionen foretager en inspektion hos Lundbeck for at fastlå, hvorvidt koncernen har misbrugt en dominerende markedsposition eller været involveret i konkurrencebegrænsende aftaler på markedet for antidepressive midler.

2008: EU-Kommissionen indleder omfattende undersøgelse af medicinalbranchen med henblik på at afdække mulig konkurrencebegrænsende adfærd.

2010: Komissionen igangsætter en formel undersøgelse imod Lundbeck med henblik på at undersøge mulige overtrædelser af EU's konkurrencelovgivning.

2012, juli: EU-Kommissionen udsender en klagepunktsmeddelelse til Lundbeck, som vedrører aftaler med fire generiske konkurrenter vedrørende citalopram.

2013, juni: Kommissionen offentliggører sin afgørelse om, at disse aftaler var i strid med konkurrencelovgivningen og tildelte Lundbeck en bøde på EUR 93,8 mio. (ca. 700 mio. kr.).

 Rekordbøde til Lundbeck er blot begyndelsen 

 Kopikæmpe angriber nyt dansk patenttvist-system

 Analytiker: Bøden virker voldsom

 Lundbeck idømt kæmpebøde 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også