Hedegaard: Kan ikke løfte fase 3 alene - lige nu

I andet halvår vil Bavarian Nordic løfte sløret for den videre strategiske færd for hele porteføljen af lægemiddelkandidater. Tarmkræft bliver en væsentlig del, forklarer adm. direktør Anders Hedegaard, der åbner op over for samarbejdsaftaler.
Foto: PR, Bavarian Nordic
Foto: PR, Bavarian Nordic
Af Ritzau Finans

Bavarian Nordic nærmer sig vigtige afgørelser om fremtiden for lægemiddelkandidaten CV-301 til behandling af kræft.

Gode fase 2-data i et studie udført af Duke Universitet Medical Center i USA har fået Bavarian Nordic til at underskrive en kontrakt med det amerikanske National Cancer Institute og sikre sig rettigheder til behandling af tyktarmscancer med CV-301.

Selskabet har i forvejen rettighederne til blandt andet bryst-, lunge-, og æggestokcancer, og vil nu vurdere mulighederne for CV-301 og lægge en fremtidig udviklingsstrategi. Næste skridt bliver med stor sandsynlighed fase 3.

Hokus-pokus

"Vi har lovet en strategi i sidste halvdel af året, men med de her data, skal vi heller ikke gøre det til det store hokus-pokus. Jeg kan ikke tro andet, end at tarmkræft kommer til at spille en meget væsentlig rolle i den strategi," siger administrerende direktør i Bavarian Nordic, Anders Hedegaard til Ritzau Finans.

I forvejen har Bavarian Nordic sendt lægemiddelkandidaten Prostvac i den afsluttende kliniske udviklingsfase 3. De dyre studier finansieres af Bavarian selv, og pengepungen rækker denne gang ikke umiddelbart til endnu en senfase kandidat, så det vil der også skulle tages højde for i strategien.

"Det er ligeså meget et spørgsmål om, at hvis vi går ind i et større fase 3-program, hvordan skal vi så gøre det, og ikke mindst hvordan skal vi finansiere det," fortæller Anders Hedegaard.

Samarbejdspartnere

"Vi har et samarbejde med National Cancer Institute, og man vil godt kunne forestille sig, at vi enten gør det sammen med dem, eller eventuelt sammen med nogle samarbejdspartnere. Lige nu har vi ikke midler til at kunne løfte det, men vi kan heller ikke tillade os at lade så gode data og et så stærkt produkt ligge på hylden," siger Anders Hedegaard.

Selv har Bavarian Nordic foreløbigt holdt lav profil, når det kommer til CV-301's potentiale i tarmkræft, også selv om man vidste, hvor det bar hen. Selskabet har tidligere meldt om positive fase 2-resultater med CV-301 i brystkræft, hvilket Anders Hedegaard også ser som en udviklingsmulighed fremadrettet.

De nye data, der har overbevist Bavarian om potentialet i tarmkræft stammer fra et studie foretaget på Duke Universitet Medical Center i USA i 74 patienter, der var sygdomsfrie efter fjernelse af dele af tyktarmen. Patienterne blev behandlet med kemoterapi efterfulgt af CV-301 enten som dendritceller modificeret med CV-301 eller CV-301 i kombination med GM-CSF.

I sammenligning med en tilsvarende patientgruppe, der også havde fået fjernet dele af tyktarmen og modtog kemoterapi, kunne der vises en markant forbedret overlevelse for de patienter, som modtog CV-301, oplyser Bavarian. Behandlingen var i øvrigt veltolereret.

 Analytiker: Partnerskabsaftaler en mulighed for Bavarian

 Bavarian offentliggør lovende kræftresultater 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også