Analytiker: Partnerskabsaftaler en mulighed for Bavarian

Det er bestemt en god nyhed, som danske Bavarian Nordic har meldt ud onsdag vedrørende selskabets cancervaccine CV-301. Det er den korte melding fra Jyske Bank-analytikeren Frank H. Andersen, der tidligere over for MedWatch har forklaret, at han holder et ’vågent øje’ med midlet.
”CV-301 er undersøgt i forskellige cancer-indikationer, hvor indikationen brystkræft er én, hvor vi også har set gode data. Nu ser vi foreløbigt gode fase 2-data i forhold til tyktarmscancer, uden at de dog skriver helt præcist, hvor lang en forøget overlevelse der er tale om,” siger han nu til MedWatch og uddyber:
”CV-301 viser sig at have en additiv i forhold til overlevelsen, så det understøtter i hvert fald potentialet for de terapeutiske vacciner, som er den teknologi, Bavarian Nordic benytter sig af. Det ser ud til at virke i nogle forskellige cancerformer, og det ser ud til at have en positiv effekt i forhold til overlevelsen. Så det er en god nyhed, og for nærværende ser det godt ud, men vi skal stadigvæk huske, at de her elementer kan gentages i en række afgørende fase 3-studier, før man for alvor kan begynde at tro på, at det er på vej til markedet.”
Begrænsede ressourcer
I onsdagens meddelelse fra Bavarian Nordic melder adm. direktør Anders Hedegaard desuden ud, at man senere på året vil 'vurdere den samlede portefølje af behandlinger med CV-301 og præsentere en strategi for den videre udvikling heraf.'
”Hvis man havde uanede ressourcer, så kunne man give sig i kast med at gå videre i klinik med de forskellige indikationer, men det har Bavarian Nordic selvfølgelig ikke, selv om de er et likviditetsmæssigt velpolstret biotekselskab. Derfor er de nødt til at prioritere. Selskabet sagde også i forbindelse med Q1-regnskabet, at man ikke ville se, Bavarian Nordic lave en kapitaludvidelse for at finansiere eksempelvis CV-301,” forklarer Frank H. Andersen og tilføjer:
”Så der kommer en opdatering på, hvordan man ser den videre færd, og der kunne partnerskabsaftaler være en mulighed i forhold til den videre udvikling af de forskellige indikationer for CV-301. Men det må vi vente til senere på året for at høre mere om. Brystkræft-indikationen er den, de er længst fremme med, og nu kommer de altså med data på tyktarmscancer-indikationen, der også ser fornuftige ud.”
Positive data fra Bavarian-kræftmiddel
Relaterede artikler:
Han skal skaffe Bavarian godkendelserne
For abonnenter
Bavarian fremlægger "opmuntrende" data
For abonnenter