Priser på apoteksmedicin falder

Blandt andet patentudløb og dermed biligere kopimedicin sætter sine spor i de priser, som forbrugerne betaler for medicin på apoteket, viser nye tal.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det bliver billigere og billigere for forbrugerne at købe medicin på apoteket.

Priserne på apoteksforbeholdte lægemidler faldt i gennemsnit med 7 pct. i 2012 i forhold til 2011. Det viser nye tal fra Statens Serum Instituts Lægemiddelstatistikkontor, oplyser Danmarks Apoteerforening i sit nyhedsbrev.

”Priserne på medicin fra apotekerne fortsætter således de senere års mærkbare fald. Samlet set er priserne på apoteksforbeholdte lægemidler i gennemsnit faldet med 44 pct. fra 2000 til 4. kvartal 2012,” skriver Apotekerforeningen og tilføjer:

”Det er patentudløbet på lægemidler, skarp priskonkurrence i leverandørleddet og apotekernes substitution – tilbuddet til kunderne om at få udleveret den billigste pakning – der har ført til de kraftige fald i priserne på apoteksforbeholdte lægemidler.”

Fortsat prisfald

Gennemsnitsprisen per pakning receptmedicin, apotekerne har solgt i de første fire måneder af 2013, er faldet knap 6 pct. i forhold til de første 4 måneder af 2012.

Apotekerne, der ikke selv fastsætter prisen på medicinpriserne, har i 2013 og 2014 forpligtet sig til at give borgerne billigere medicin. Det blev resultatet af den aftale, som Sundhedsminister Astrid Krag (SF) i december 2012 indgik med Apotekerforeningen for avancen på medicin.

Øget konkurrence?

En arbejdsgruppe nedsat af regeringen, det såkaldte Moderniseringsudvalg, arbejder i øjeblikket på at komme med et bud på en modernisering – evt. en liberalisering – af markedet for medicinsalg. Rapporten er stærkt forsinket, og Danmarks Apotekerforening har i en længere periode både i analyser og annoncer slået til lyd for, at apotekerne har sine fordele for forbrugerne – og ikke bare sidder og nyder sit gamle monopol.

Når rapporten på et tidspunkt bliver fremlagt, vil de modeller, som arbejdsgruppen har arbejdet med, blive sendt i høring. Herefter vil der så komme en politisk diskussion af, hvilken model man skal vælge.

På sidelinjen tripper Matas, godt støttet af Konkurrencerådet, for at komme ind på markedet og sætte endnu mere fut under konkurrencen. Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) har tidligere støttet en liberalisering:

”Vi lægger op til at bryde monopolet på apoteksområdet ved en modernisering af sektoren med fokus på tilgængelighed, patientsikkerhed og øget konkurrence, men meget gerne i samarbejde med apotekerne. Det monopol, som har kendetegnet apoteksbranchen, vil vi gøre op med,” sagde Annette Vilhelmsen til Berlingske Business i oktober 2012.

Modangreb på apoteker efter "bombardement" 

Her står parterne i liberaliserings-debatten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også