Novos Victoza del af tysk gennemgang af lægemidler
Novo Nordisks storsælgende diabetesmiddel Victoza kommer til at indgå i en bred tysk undersøgelse af pris og fordele ved anvendelse allerede markedsførte medicinalprodukter. Undersøgelsen kan munde ud i prissænkninger fra medio 2014, skriver Bloomberg News.
Evalueringen vil blandt andet omfatte diabetes- og depressionspræparater. Undersøgelsen iværksættes ifølge Bloomberg i forlængelse af en lov vedtaget af Forbundskansler Angela Merkels regering i 2010 med henblik på at opnå besparelser på mere end 2,2 mia. euro på medicinalprodukter.
Vigtig afgørelse
Munder den tyske undersøgelse ud i en prisnedsættelse, kan det også få indflydelse priserne på andre europæiske markeder. Det siger Sydbanks medicinalanalytiker Søren Løntoft Hansen.
"På andre markeder bliver Victoza også prissat efter blandt andet, hvordan man prissætter midlet på det tyske marked. Så det har nogen relevans i forhold til, hvordan prissætningen generelt skal være på det europæiske marked. Det er selvfølgelig meget individuelt afhængig af, hvilke regler der gælder prisreguleringsmæssigt, men det tyske marked er et stort marked, som der bliver skelet til," siger Søren Løntoft Hansen. Han tilføjer:
"Nu må vi vente og se, hvad der kommer ud af undersøgelsen, men man skal huske på, at Victoza er et relativt nyt produkt og repræsenterer en ny klasse, som har nogle ret attraktive egenskaber i forhold til andre diabetesbehandlingsklasser. Så set i det lys er jeg ikke så nervøs for Victoza. Men nu må vi vente at se, hvad de siger til pris og vurdering."
Novo-rival leverer positive GLP-1-resultater
Analytiker: Venter stadig på afgørende Eli Lilly-studie
Relaterede artikler:
Analytiker: Venter stadig på afgørende Eli Lilly-studie
For abonnenter