Novo-konkurrent udvider amerikansk ejerskab

Det franske medicinalselskab Sanofi vil udvide sin aktieandel i en amerikansk partner.
Foto: Sanofi/PR
Foto: Sanofi/PR

Novo Nordisks franske rival på diabetesmarkedet, Sanofi, har planer om at udvide sin aktieandel i medicinalfirmaet Regeneron Pharmaceuticals, som bl.a. står bag øjenmedicinen Eylea. Det skriver Bloomberg. Udvidelsen vil ske gennem opkøb af aktier både gennem markedet og fra eksisterende aktionærer.

Ifølge analytikere, som mediet har talt med, viser de forestående aktieopkøb med al tydelighed, at Sanofi er yderst optimistiske omkring Regenerons pipeline af produkter, som indeholder en lovende lægemiddelskandidat, kendt som SAR236553 eller REGN727, der potentielt kan blive den første behandling, som nedsætter såkaldt dårlig kolesterol.

Ifølge Bloomberg forklarer analytiker Joshua Schimmer fra Lazard Capital Markets, at tiltaget sætter gang i spekulationer om et fremtidigt opkøb. Men flere analytikere, som nyhedskilden har talt med, peger på, at opkøbene slet og ret er for at holde andre interesserede parter fra fadet.

På nuværende tidspunkt ejer Sanofi 17 pct. af aktierne i Regeneron, men ifølge en aftale fra 2007 kan Sanofi ikke udvide sin aktieandel til mere end 30 pct. Den nuværende samarbejdsaftale mellem selskaberne løber til 2017, men den særlige standstill agreement, som begrænser Sanofis aktieandel til højst 30 pct., løber 5 år længere til 2022.

Regenerons aktie steg med 2,7 pct. på børsen i New York i går til en samlet markedsværdi på 16,4 mia. dollar, og aktien er steget med hele 67 pct. over de seneste 12 måneder, oplyser Bloomberg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også