Novo Nordisk får milliard-skattesmæk

Det danske medicinalselskab har tabt en række skattesager, der mere end fordobler skatteindbetalingen for det danske selskab i 2012.
Foto: Carsten Andreasen, Jyllands-Posten
Foto: Carsten Andreasen, Jyllands-Posten
Ritzau Finans

Insulingiganten Novo Nordisk har tabt en række sager til skattevæsnet og skal nu betale 3,6 milliarder kroner ekstra i skat, skriver Børsen.

Ekstraregningen betyder, at Novo Nordisk kommer til at betale langt mere i selskabsskat i 2012 - med 7,9 milliarder kroner mod blot 2,8 milliarder kroner i 2011.

Det er handel med medicin mellem Novo-ejede selskaber i forskellige lande, der udløser det store skattesmæk. Novo har ifølge Skat brudt princippet for den såkaldte transfer pricing om, at den slags handler skal ske på markedsmæssige vilkår.

Ifølge Novos kommunikationschef, Mike Rulis, er selskabet til enhver tid involveret i en eller flere skatterevisioner.

"Nogle går mange år tilbage, og mange af dem drejer sig om transfer pricing. Jeg tror, man skal se det som en tilfældighed, at flere sager sluttede i 2012," siger Rulis til Børsen.

I både Danmark og andre lande er transfer pricing et diskussionsemne mellem myndigheder og erhvervsliv. Landene kæmper mod hinanden om at sikre sig koncernernes skattebetalinger.

Herhjemme er antallet af sager om transfer pricing steget fra 47 i 2011 til 67 sidste år.

Det er udtryk for, at Skat prøver flere sager, siger Jan Pedersen, professor i skatteret ved Aarhus Universitet.

"En række af sagerne bliver der protesteret imod fra virksomhederne. Det er bestemt ikke alle, som Skat vinder. Så det er ikke kun succeshistorier for dem," siger Jan Pedersen til Børsen.

Bestyrelsesformand i Novo, Steen Scheibye, ønsker ikke at udtale sig om skattesmækket, og det samme gælder for Skat.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også