It-koks medfører forhøjede gebyrer for medicinalbranchen

Den reelle besparelse ved Dahlia-projektet i den daværende Lægemiddelstyrelse viser sig nu at være fem gange mindre end ventet. Det vil føre til forhøjede gebyrer for godkendelse af medicin.

Vurderingen fra Lægemiddelstyrelsen var i 2008, at 46 årsværk kunne digitaliseres væk, men reelt har it-projektet Dahlia vist sig blot at spare 9,5 årsværk.

Det er ifølge Dagens Pharma konklusionen i en ny og afsluttende redegørelse fra Deloitte af hele projektet . Forskellen betyder ifølge Sundhedsstyrelsen et årligt underskud på 40-50 mio. kr. i årene 2012-2014.

Og det medfører alt andet lige forhøjede gebyrer for industrien, når lægemidler skal godkendes.

Forhandler med ministeriet

"Lige nu forhandler vi med ministeriet om, hvad der skal ske på gebyrområdet. Men da udfordringen er at dække et underskud, betyder reguleringer forhøjede gebyrer. Men hvilke gebyrer, der reguleres, eller om der kommer nye gebyrer, kan jeg ikke sige noget om endnu. Men vi er i gang, og det er i alles interesse, at afklaringen sker så hurtigt som muligt," siger Vagn Nielsen, direktør i Sundhedsstyrelsen, til Dagens Pharma.

Ifølge Deloitte skyldes besparelsesforskellen opnået ved projektet, der kostede 200 mio. kroner, bl.a. det forhold, at data stadig manuelt skal overføres mellem systemer, og at data stadig bliver indsendt manuelt, og derfor giver begrænset digital indberetning.

Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen, der er sundhedsordfører og medlem af Finansudvalget, sidder tilbage med en undren over, hvordan et besparings-skøn på 46 årsværk ender med en besparelse på 9,5 årsværk.

"Det er unægtelig en stor forskel, og nu vil jeg på et ordførermøde med sundhedsministeren høre, om Sundhedsstyrelsen vil vælte udgifter over på øgede taksterne til medicinalindustrien," siger hun til Dagens Pharma.

 Fagforening: Styrelsen nedprioriterer lægemidler

 Sundhedsstyrelsen fyrer og forhøjer

 Forfejlet IT-projekt kan føre til ny fyringsrunde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også