Nye forventninger sender Lundbeck-aktien ned

Lundbeck sænker forventningerne til driftsresultatet de kommende år, fordi selskabet vil bruge penge på at investere i en ny række produktlanceringer. Se her, hvilke produkter der stjæler indtjeningen.
af KRESTEN MORTEN MUNKSGAARD

Danmarks andetstørste medicinalselskab Lundbeck sænker dets forventninger til driftsresultatet i 2013 og 2014 væsentligt i forhold til tidligere udmeldte forventninger. Det meddeler selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

De nye forventninger får aktien til at dykke med 16,5 pct. fra morgenstunden.

Ændringerne sker ifølge selskabet, fordi man i stedet vil satse kraftigt på lanceringerne af en række nye produkter herunder alkoholpillen Selincro, som fik en anbefaling fra lægemiddelkomitéen under EMA i sidste uge.

"Med henblik på at optimere vores langsigtede vækstmuligheder har Lundbeck besluttet at øge investeringerne i den sene udviklingsportefølje og i produktlanceringer, og derfor nedjusterer vi vores forventninger til 2013 og 2014," siger Lundbecks direktør Ulf Wiinberg og fortsætter:

"Det er vigtigt for mig at bemærke, at Lundbeck aldrig nogensinde før har haft så stort et produktudbud og nu står i en unik position til at kunne øge værdien af en række produkter, som i høj grad kan ændre livet for de millioner af mennesker, der lider af sygdomme som f.eks. depression, skizofreni, Alzheimers sygdom, alkoholafhængighed og slagtilfælde.”

Rammer især i 2014

Udover Selincro omfatter produktlanceringerne også Abilify once-monthly mod skitzofreni i begyndelsen af 2013, Onfi mod epilepsi, Treanda mod Leukæmi og prælanceringsaktiviteter for Brintellix mod depresson..

Lundbecks nye forventninger er for 2013 en omsætning i niveauet 14,1-14,7 mia. kr. og driftsoverskud i niveauet 1,6-2,1 mia. kr. For 2014 forventer Lundbeck en omsætning på ca. 14 mia. kr. og EBIT i niveauet DKK 0,5-1 mia., som "i høj grad vil afhænge af succesen af selskabets produktlanceringer."

Tidligere ventede Lundbeck, at omsætningen i hvert af de to år oversteg 14 mia. kr. samt,  at driftsoverskuddet ville overstige 2 mia. kr.

Presset i Europa

Udover satsningen på nye produkter forklarer Lundbeck også de sænkede forventninger med den forventede påbegyndelse af et pivotalt udviklingsprogram med Lu AE58054 mod Alzheimers.

"Det økonomiske klima, særligt i Europa, medfører et forsat pres på prisfastsættelsen, hurtigere generisk udvanding og generelt længere tid for nye produkter til at opnå markedsadgang," skriver Lundbeck også som forklaring.

De nye forventninger ændrer ikke på Lundbecks forventninger til 2012, som forbliver uændret.

 

 Analytiker undrer sig over Lundbeck-melding 

 Lundbeck: Nye forventninger er milliarder fra markedets 

 Analytiker: En stor negativ overraskelse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også