Lundbeck: Topsalgsestimat kan overraske positivt

Mens analytikere vurderer et topsalg på helt ned til 310 mio. kr. for Lundbecks alkoholpille, skyder koncernen selv på op til 2,5 mia. kr. Og det estimat kan endda overraske positivt, lyder det nu fra forskningsdirektøren.
Foto: Lundbeck/PR
Foto: Lundbeck/PR

Analytikerflokken er skeptisk: Alkoholpillen Selincro kommer ikke til at tjene de 2-2,5 mia. kr., som Lundbeck-koncernen regner med at få ind på kontoen på det år, pillen sælger mest.

Men selvom adskillige analytikere vurderer topsalgspotentialet langt under Lundbecks eget estimat, ryster forsknings- og udviklingsdirektør i Lundbeck Anders Gersel ikke på hånden, hvad angår milliardestimatet. Tværtimod.

”Det er forbundet med stor usikkerhed, og det er også derfor, vi er kommet ud med, hvad vi selv anser som et forsigtigt skøn. Vi tror ikke, det kan overraske os negativt. Det ville være meget forunderligt. Positivt ville det godt kunne overraske os,” siger han til MedWatch.

Tvivlsomme analytikere

Deutsche Bank spår et salg af Selincro på omkring 400 mio. kr. i 2016, mens konsensus ifølge børshuset ligger noget højere på omkring 560 mio. kr.

Blandt andre Alm. Brand Markets og Sydbank er dog ligesom Deutsche skeptiske og har i deres værdiansættelse indregnet et noget mindre topsalg end Lundbeck - på henholdsvis 0,8 og 1,4 mia. kr.

Topsalget af Selincro estimeres at ramme 55 mio. dollar, eller 310 mio. kr, var børshuset Jefferies melding i marts – en ottendedel af koncernens forventninger.

”Det er et held, det er os, der er virksomheden, og dem, der er analytikerne. Vi har selvfølgelig gjort vores markedsundersøgelser. Det, der gør det meget svært, hvis man ikke går meget tæt på tingene og bruger meget energi på at forklare det, er, at der ikke findes andre stoffer på det her marked.  Man kan ikke gå ud og tage en model og sige, hvordan man tror det dur. Et indgående kendskab til markedet vil jeg både tro og håbe på, at vi er bedre til end analytikerne til, for ellers skulle de jo have vores jobs,” siger Anders Gersel.

Ser på markedet i dag

Selincro retter sig mod mennesker, der ikke nødvendigvis har anerkendt, at de har et problem. Der er ingen lignende behandling på markedet i forvejen, og koncernen skal selv ud og bygge et marked op. I dag er markedet omkring 200 mio. euro (1,5 mia. kr.).

Hvordan kan det være, at estimatet er så meget højere end analytikernes?

”Analytikere gør ofte det, at de går ud og finder, hvad det er for et marked, der er. Og det er klart, hvis de ikke kan se noget marked, vil man altid være forsigtig med at pludselig sige, at man kan tjene en hel masse penge på midlet. Det, jeg tror, de har underestimeret, er, at det er en anden type patienter, vi taler om, end dem som for øjeblikket bliver behandlet.”

Topsalg og manglende effektmål

Lundbecks fase 3-data for alkoholpillen Selincro levede ikke op til alle effektmål i de kliniske studier. Data i det ene af to effektstudier, Esense 1, viste en signifikant reduktion i patientens alkoholindtag og antallet af tunge alkoholdage, hvor der blev drukket over ca. fem genstande. Det andet fase 3-effektstudie mødte derimod ikke alle studiets målsætninger, men viste også en signifikant reduktion i antallet af tunge alkoholdage, men ikke i det totale alkoholforbrug efter seks måneder.

Betyder det noget for topsalgspotentialet, at Selincro ikke levede op til alle effektmål i det ene studie?

”Nej, det gør det ikke. Det er nogle svære studier at lave, og det har man også hos de europæiske myndigheder haft forståelse for. De mener, at det har været relevant og tilstrækkeligt til at anbefale en godkendelse, og det synes vi, er det vigtigste.”

 Lundbeck-dir. fortrøstningsfuld med tilskud til alkoholpille 

 Alkoholpille får positiv EU-anbefaling

 Lundbecks partner går til tops efter positiv anbefaling 

 Sydbank: Stor signalværdi for Lundbeck 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også