Endelig enighed om EU-patent

Det ser nu ud til, at det efter mere end 30 års forhandlinger endelig skal lykkes at få indført et fælles patent for europæiske virksomheder.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Ritzau Finans

Det blev hyldet som et af de helt store gennembrud for det danske EU-formandskab, da det ved topmødet i juni lykkedes at få 25 af de 27 medlemslande til at acceptere det, man troede var sidste udestående i en aftale om et fælles EU-patent.

Men aftalen stødte dengang straks på modstand fra både EU-Parlamentet og´kommissionen.

Den strid synes dog nu også at være løst.

Til gengæld må den nye aftale forventes at sætte nyt liv i tidligere krav om en dansk folkeafstemning.

Aftalen på topmødet i juni løste problemet med den fysiske placering af en ny patentdomstol ved at fordele den over tre lande med hovedsæde i Paris og underafdelinger i London og München.

Men parlamentet og kommissionen var blandt andet vrede over, at man dermed fuldstændig udelukkede EU's egen domstol, EU-Domstolen, fra at kunne spille en rolle.

Det endelige gennembrud blev bekræftet mandag - først på et møde mellem EU-landenes ambassadører i Bruxelles og siden i parlamentets retsudvalg.

Enighed om patentdomstol

En kilde i parlamentet siger til Ritzau, at aftalen stadig ikke er perfekt, men at der er "masser af politisk vilje", og at man derfor venter, at det samlede parlament stemmer for i december.

Der er tale om et ret kompliceret kompromis, hvor parterne enes om, at patentsager er så teknisk svære og skal behandles så hurtigt, at der er fornuft i at have en særdomstol.

Men hvor det samtidig sikres, at EU-Domstolen stadig er øverste retslige instans i tvister inden for EU.

Et fælles EU-patent vil gøre det markant billigere for virksomheder at søge patent for deres produkter i Europa. Hvor det i dag koster gennemsnitligt 240.000 kroner at søge patent i alle EU-landene, vil det fremover komme til at koste 5000 kroner.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har tidligere sagt, at det vil være dansk suverænitetsafgivelse at oprette en europæisk patentdomstol. Derfor har de krævet en folkeafstemning om sagen.

 Kinesisk patentaftale i hus

 EU-patentdom er paradoksal

 Flere firmaers patenter er i farezonen efter omstridt EU-dom

 Nye patenter skal skabe dansk kommerciel succes 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også