Professorer: Cochrane-analyse er farlig

Fire professorer går til angreb på en Cochrane-analyse, som de advarer læger og patienter om at tro på. Analysen kan potentielt være sundhedsskadelig, lyder det. Direktøren for Nordic Cochrane Center afviser blankt.

I en analyse, publiceret i British Medical Journal i august, konkluderer Nordic Cochrane Center på baggrund af fire studier med i alt 8912 patienter, at titusindvis af danske patienter i mild hypertensionsbehandling skulle droppe medicinen.

Men den konklusion har Cochrane fået helt galt i halsen, mener fire professorer. Analysen bygger nemlig på årtier gamle data, hvor patienterne er behandlet med medicin, som ikke er standarden i dag. Det skriver Ugeskrift for Læger.

"Det har de så ekstrapoleret til nutiden og når frem til, at medicinsk behandling af mild hypertension ikke har nogen effekt", siger professor Jens Søndergaard, forskningsleder ved Syddansk Universitet, til Ugeskrift for Læger og fortsætter:

"Men vi taler om fire studier, der er publiceret fra 1978 frem til 1988 vedrørende gamle behandlingsregimer, som vi hovedsageligt for længst har forladt. Dermed har denne Cochrane-undersøgelse jo stort set ingen klinisk relevans i dag".

Frygt for ukritiske danskere

Jens Søndergaard frygter, hvad der vil ske, hvis metaanalysen fra Cochrane tages for gode varer i offentligheden, og at medierne slår den stort op.

"Problemet er, at når denne konklusion bliver offentliggjort – og det bliver Cochranes analyser tit og med store overskrifter, da de har en høj troværdighed i både medier og hos fagfolk – så forvirrer det. Tænk om alle danskere med mild hypertension – og her taler vi tusindvis – ophørte med deres behandling, når de læste om denne undersøgelse i BT. Fra en analyse lavet på baggrund af ældgamle studier af medicin, som vi slet ikke bruger længere. Det ville jo være en katastrofe og forvirre – både patienterne, men også de behandlende læger, der ikke lige sidder og gennemgår analyse og metode", siger han.

Meget farlig konklusion

Ifølge professor i hypertension Michael Hecht Olsen fra Odense Universitetshospital er konklusionen "meget farlig, idet den kan medføre, at man undlader medicinsk behandling til personer med mild hypertension i troen på, at livsstilsændringer er bedre".

"Derfor er artiklen i mine øjne potentielt ”sundhedsskadelig”. Man kan frygte, at den skjulte dagsorden er at skabe basis for EU-støtte til et randomiseret placebostudie som omtalt i den forskningsmæssige konklusion,” siger han.

De fire professorer er alle enige i, at der intet videnskabeligt er i vejen med analysen rent analytisk og metodisk. Det er relevansen af studiets undersøgelsesfelt, den er gal med.

Generelt kritisk

Professor Hans Ibsen, der for Dansk Hypertensionsselskab i 2009 lavede de faglige retningslinjer, er generelt kritisk over for metaanalyserne fra Cochrane:

"Lad nu være med blindt at tro på alle Cochrane-metaanalyserne. De skrives desværre jævnligt af folk, der ikke har klinisk forstand på området. De er helt sikkert dygtige til statistik, men de er ofte ikke kliniske eksperter. Når der er metaanalyser på områder, jeg har kendskab til, er de oftest skrevet af forfattere, som er ukendte i blodtryksverdenen", siger han.

Cochrane afviser blankt

Peter Gøtzsche, der er professor, dr.med. og direktør ved det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, afviser blankt kritikken.

"Det er ikke det Nordiske Cochrane Centers analyse. Cochrane-oversigten er lavet af forskere i Canada, USA og Frankrig. Ifølge Cochrane-oversigten findes der ikke nyere, relevante forsøg, og oversigten er derfor den mest pålidelige evidens, vi har. Kritikken er således uberettiget. Hvis nogen mener, at behandling af mild hypertension har nogen effekt på relevante effektmål såsom dødelighed, kardiovaskulære lidelser og slagtilfælde, må de fremlægge evidensen herfor," siger han til Ugeskrift for læger.

Han fremhæver også, at det relevant at nævne, "at tre ud af fire kritikere er på industriens lønningsliste, og industrien har en stor interesse i at behandle alle de raske". ¨

De fire professorer, der kritiserer analysen er:

Jens Søndergaard: Professor, praktiserende læge, klin.pharm., ph.d., forskningsleder ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Syddansk Universitet.

Bo Christensen: Professor, praktiserende læge, ph.d., afdelingsleder ved Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet

Michael Hecht Olsen: Professor i hypertension, ph.d. og dr.med., overlæge på Klinik for Kardiovaskulær og Metabolisk Forebyggelse, Odense Universitetshospital

Hans Ibsen: Professor i hypertensionsforskning, Aarhus Universitet, dr.med., overlæge på Holbæk Sygehus, bestyrelsesmedlem i Dansk Hypertensionsselskab og medforfatter til selskabets behandlingsvejledning fra 2009.

Læs Ugeskrift for Lægers artikler her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også