Kæmpeprojekt afslører central viden om DNA

Det omfangsrige DNA-projekt Encode modbeviser nu centrale dogmer inden for DNA’s rolle. Processerne i menneskets celler er langt mere komplekse end hidtil antaget.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Arbejdet fra 442 internationale forskere er i løbet af sidste uge blevet publiceret i videnskabelige tidsskrifter. Forskerholdet bag projektet Encode har blandt andet modbevist opfattelsen af, at 98,5 pct. af menneskets DNA er ’junk’, som man ellers har troet i årtier. 

Det er mere end 80 pct. af alt dna-materialet, der har en funktionel betydning for kroppen. Det resterende dna er dybt involveret i reguleringen af kroppens funktioner, bare på en mere indirekte måde. Det skriver Ingeniøren.dk.

Formålet med Encode (Encyclopedia Of DNA Elements) er at kortlægge dna'ets funktioner. Herunder er målet at identificere alle de steder, hvor det transskriberes til RNA, identificere de tilknyttede proteiner samt tilhørende kromatinstruktur og histone-modifikationer, der udgøres af de proteiner, som dna'et pakker sig rundt om.

Mange flere RNA-molekyler

Det 'centrale dogme' inden for molekylærbiologien siger, at dna bliver transskriberet til RNA, som bliver oversat til aminosyrer, der til sidst sætter sig sammen til proteiner, som fungerer som de centrale arbejdsheste i alle celler.

Men det viser sig nu, at det meste af DNA'et bliver transskriberet til mange flere RNA-molekyler end de velkendte mRNA (messenger RNA), tRNA (transfer-RNA) og rRNA (ribosomalt RNA). Der findes også microRNA, lincRNA, PROMPTs og antisense-RNA og sikkert også mange flere. De spiller alle en biologisk rolle, men man ved endnu ikke præcis hvilken, hvor og hvordan.

”Bare fordi man har vist, at et ikke-kodende RNA bliver produceret, har man selvfølgelig ikke automatisk vist, at det er funktionelt. Encode-projektet estimerer, at ca. 10.000 ikke-protein-kodende RNA'er bliver produceret, men det er langt fra sikkert, at de alle har en funktion. Det er her, diskussionen står lige nu,” siger Torben Heick Jensen, professor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet, til Ingeniøren.

Hans forskningsgruppe på Aarhus Universitet har fundet den nye gruppe af RNA'er, der hedder 'PROMPTs', hvilket står for 'PROMoter uPstream Transcripts'.

Gener ikke centrale

Også forestillingen om, at gener er de altafgørende øer af information i den tre milliarder basepar lange dna-ørken, er i denne tid under hastig afvikling. Genet er ikke den centrale primus motor, hvorpå evolutionskræfterne varierer og selekterer. Det er måske snarere transskriptionerne, der kører det evolutionære ræs, lyder det nye dogme.

 Genom-projekt sat på standby 

 Kinesisk dna-gigant på udkig efter industrisamarbejde 

 Forsknings-trend udnytter bakterier til ny medicin 

 Genernes danmarkskort skal være med til at redde liv 

 Kortlægning af DNA skal hjælpe Alzheimers forskning 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også