Zealand sætter gang i nyt klinisk diabetes-forsøg

Zealand Pharma starter nu et fase-1-forsøg op med en af selskabets diabetes/fedme-kandidater. Begivenheden udløser et millionbeløb til det danske biotekselskab. MedWatch har talt med topchefen.
Foto: Zealand Pharma/PR
Foto: Zealand Pharma/PR

Zealand Pharma fortsætter med at glæde investorerne. Som forventet begynder det danske biotekselskab nu på det første kliniske studie med lægemiddelkandidaten ZP2929 mod type-2-diabetes og fedme.

Lægemiddelkandidaten, der før kun er testet i dyr, er allerede blevet givet til den første forsøgsperson, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse. Det udløser en milepælsbetaling på 37 mio. kr. til Zealand Pharma fra partneren, den tyske medicinalgigant Boehringer Ingelheim.

"Det her viser, at vores molekyler og vores medicin udvikler sig, og vi er i klinisk forsøg med en væsentlig ny tilgang, så det er for øjeblikket virkeligt gode nyheder," siger adm. direktør David Solomon til MedWatch.

Milepælsbetalingen er inkluderet i årsforventningerne, og Zealand Pharma fastholder sine forventninger til 2012 om en omsætning på 223 mio. kr.

305 mio. kr. på trapperne

Under aftalen med Boehringer Ingelheim kan det danske biotekselskab i løbet af de første to år modtage op til 305 mio. kr. i upfront-, milepæls- og øvrige betalinger i alt.

Hvis det lykkes de to at bringe ZP2929 gennem klinisk udvikling, kan Zealand Pharma modtage op til 2,8 mia. kr. i samlede fremtidige milepælsbetalinger. Hertil kommer royalties fra et eventuelt salg af midlet.

ZP2929 er opfundet af Zealand Pharma, men selskabet har udlicenseret de globale rettigheder til Boehringer Ingelheim. Den tyske koncern finansierer al klinisk forskning - også fase 1 - men overtager udviklingen af lægemiddelkandidaten, hvis den når til fase 2.

Vigtig milepæl

Zealand Pharma har et partnerskab med Boehringer Ingelheim inden for diabetes/fedme, hvor ZP2929 er den mest fremskredne lægemiddelkandidat i samarbejdet.

"Indledningen af kliniske studier udgør også en vigtig milepæl for vores øvrige R&D-aktiviteter for i fællesskab med vores partner at frembringe andre dobbeltvirkende glukagon/GLP-1 peptidagonister til behandling af type 2-diabetes og/eller fedme," siger Christian Grøndahl, forskningsdirektør i Zealand Pharma, i meddelelsen.

Selskabet bevæger sig dermed ind på et område, hvor bl.a. den store, danske aktør Novo Nordisk har sin styrke. Men David Solomon ser dog ikke dette som et problem.

"Der er mange diabetes-fokuserede selskaber, der har fokus på dette felt. Vi udvikler alle sammen interessante, nye lægemidler, og nu må vi se, hvad de enkelte udviklingsprogrammer fører til," siger han til MedWatch.

I slutningen af august offentliggjorde Zealand Pharma sit halvårsregnskab, som viste fremgang på alle fronter, og selskabet hævede forventningerne til hele året.

Zealand vil tage projekter ind udefra

Solomon: Masser af plads til Lyxumia 

Direktør: Zealand er under forvandling 

Zealand hæver omsætningen og forventningerne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også