Regeringen ser på fire modeller for prioriteringsinstitut

Det har længe været på tale, at Danmark skal have et prioriteringsinstitut, som tager de modige beslutninger om at afvise dyr medicin med kun begrænset effekt.
I et internt notat, som Altinget.dk er kommet i besiddelse af, viser, at etableringen af sådan et institut er på tegnebrættet. I notatet opstiller regeringens embedsmænd fire modeller for, hvordan sådan et institut kan se ud. Det skriver Dagens Pharma.
*Model 1: IRF, Institut for Rationel Farmakoterapi, og RADS, Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, bliver slået sammen til et egentligt institut med 15 ansatte i et sekretariat. Instituttet skal indsamle informationer om lægemidlers effekt i forhold til prisen, og på den baggrund udarbejde behandlingsanbefalinger, der går på tværs af sygehuse og praksissektoren.
*Model 2: Denne model lægger op til at etablere et prioriteringsråd, som kan erstatte IRF og RADS. Rådet skal dog ikke have egne ansatte, men i stedet trække på ressourcer hos sundhedsmyndigheder og faglige arbejdsgrupper.
*Model 3: Den tredje model er et vejledningsinstitut, der skal udarbejde behandlingsvejledninger – dog kun i de tilfælde, hvor der findes flere alternative behandlingsmuligheder. Når det gælder nye, dyre lægemidler, hvor der ikke findes alternative behandlinger, skal instituttet udelukkende vurdere, men ikke anbefale ibrugtagning.
*Model 4: Her foreslås et fuldvoksent prioriteringsinstitut, som ikke kun skal vurdere lægemidler, men også se på andre prioriteringsopgaver i sundhedsvæsenet. Det kun eksempelvis være nationale kliniske retningslinjer og udformningen af retningslinjer for visitation.
I notatet påpeger embedsmændene, at model 1,2 og 4 kan være problematiske for ministeren, fordi de indeholder en skarpere prioritering end der hidtil har været kendt.
NICE som forbillede
Ideen om et prioriteringsinstitut blev lanceret af Danske Regioner i foråret 2011. Siden har regionerne etableret Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, som løbende har udvidet sit arbejdsområde og nu også er på vej med vejledninger for brug af lægemidler i almen praksis og psykiatrien.
I februar 2012 konkluderede en rapport fra Dansk Sundhedsinstitut, DSI, at staten kan spare en halv milliard om året ved som England at afvise at bruge penge på dyr medicin med begrænset effekt.
I England oprettede man National Institute for Health and Clinical Excellence, NICE, i 1999. Instituttet fastlægger guidelines for brug af medicin i den britiske sundhedssektor, men fungerer også som pejlemærke for nabolandes sundhedsvæsner.
Enhedslisten vil give 50 mio. til prioriteringsinstitut