Genmab indgår milliardaftale med gigant

Biotekselskabet Genmab, hvis pipeline er fokuseret omkring monoklonale antistoffer, har indgået en potentiel milliardaftale med Janssen Biotech, et datterselskab til Janssen Pharmaceutical Companies under Johnson & Johnson.
I aftalen udlicenserer Genmab stoffet daratumumab, der er et monoklonalt antistof med bredspektret celledræbende aktivitet. Daratumumab er i klinisk udvikling til behandling af myelomatose, også kaldet knoglemarvskræft.
"Vi er utroligt glade for at indgå et samarbejde med Janssen om endnu en Genmab-innovation og ser frem til at arbejde sammen med dem om at opprioritere udviklingen af daratumumab samt maksimere værdien af dette produkt," siger Jan van de Winkel, der er adm. direktør hos Genmab.
"Aftalen styrker i væsentlig grad vores finansielle position og sikrer, at Genmab fortsat kan udvikle efterspurgte differentierede antistoflægemidler til at hjælpe cancerpatienter i fremtiden."
Køber aktier for halv milliard
Mod at give Janssen Biotech licensen til midlet modtager Genmab en upfrontbetaling på 327 mio. kr. (55 mio. dollar), og Johnson & Johnson Development Corporation (JJDC) vil investere 475 mio. kr., (ca. USD 80 mio.) i nye aktier i Genmab til en kurs på DKK 88 pr. aktie. Herefter vil selskabet eje 10,7 pct. af Genmab.
Lukkekursen for Genmabs aktier onsdag var 67,85 kr.
Genmab kan også være berettiget til at modtage yderligere betalinger på op til 5,9 mia. kr. (1 mia. dollar), hvis de opnår udviklings-, regulatoriske og salgs-milepæle. Hertil kommer trinvist stigende tocifrede royaltybetalinger, oplyser selskabet.
Janssen Biotech betaler med aftalen alle omkostninger forbundet med den fremtidige udvikling og kommercialisering af daratumumab, herunder omkostninger til de to igangværende fase I/II studier, som Genmab kører.
Opjusterer
På grund af betalingerne opjusterer Genmab sine forventninger til 2012.
Biotekselskabet venter nu en omsætning på 435-460 mio. kr. mod tidligere 375-400 mio. kr. Samtidig ventes driftsunderskuddet at lande på 140-190 mio. kr. mod tidligere 200-250 mio. kr. og likviditeten i slutningen af året at være på1.825 — 1.850 mio. kr. mod tidligere 1.025 — 1.050 mio. kr.
Det sidste forudsætter dog også, at selskabet får solgt sine fabriksfaciliteter i USA.
Aftalen med Jansen Biotech er betinget af godkendelse fra Finanstilsynet og de amerikanske konkurrencemyndigheder samt en række andre normale godkendelser.
Genmab ser lysere på fremtiden
Genmab håber på vigtig partneraftale inden nytår
Direktør: ”Vi har bare ikke været særligt gode i dansk biotek indtil nu”
Relaterede artikler:
Genmab ser lysere på fremtiden
For abonnenter