
Genmab regner med at kunne præsentere markedet for en stor partneraftale, inden året er omme. Interessen fra potentielle partnere til kræftmidlet Daratumumab er med topchef Jan van de Winkels egne ord skyhøj, og er kun blevet større, siden Genmab for nogle måneder siden offentliggjorde fase 1/2-resultater med Daratumumab på den amerikanske kræftorganisations årskonference, Asco, samt på et tilsvarende møde i Europa.
"Interessen var i forvejen stor, og den er steget væsentligt. Flere melder sig, og vores diskussioner med en række parter skrider meget hurtigt frem. Det er en meget aktiv proces, og ledelsen har fuld tillid til at kunne lukke en aftale inden årets udgang," sagde Jan van de Winkel onsdag aften på telekonferencen efter årsregnskabet.
Han vurderer, at en aftale vil kunne give et væsentligt engangsbeløb samt "ret så gode" milepæle og royalties. Desuden ventes en partner fremadrettet at finansiere størstedelen af udviklingsomkostningerne.
Det kom desuden frem, at Genmab stiler efter en aftale med et medicinalselskab med en robust tilstedeværelse på kræftsygdomme og med erfaring fra blodkræftsygdomme. Daratumumab har i de tidlige fase 1/2 studier vist lovende resultater i behandling af myelomatose. Det er en kræftsygdom i knoglemarven, karakteriseret ved ukontrolleret vækst af plasmaceller.
Det samlede marked for den type produkter havde ifølge Jan van de Winkel en værdi 3,9 mia. dollar sidste år, og det estimeres at vokse til 9 mia. dollar i 2020.
Daratumumab er det første antistof, der i studier har vist klinisk respons som monoterapi til myelomatose-patienter. Genmab vil desuden prøve Daratimumab sammen med kræftmidlerne Velcade og Revlimid.
Genmab ser lysere på fremtiden
Dansk-amerikansk firma henter ny kapital
Genmab-partner sænker forventningerne