Avis: Texas har stadig Lundbeck-stof til henrettelser

Et omstridt lægemiddel, der er tidligere ejet af dansk medicinalvirksomhed, skal anvendes som det eneste ved henrettelser i Texas.
Foto: Lundbeck/PR
Foto: Lundbeck/PR

33-årige Yokamon Hearn bliver på onsdag den første i Texas, der alene henrettes med stoffet pentobarbital, som i sin tid blev produceret af den danske medicinalvirksomhed Lundbeck. Det sker, fordi USA's mest dødsstrafaktive stat nu kun benytter pentobarbital alene i stedet for en kombination af flere stoffer.

"Hidtil har pentobarbital været et af tre i en blanding, som samlet er blevet indsprøjtet under henrettelser, men vi har problemer med at anskaffe et af stofferne og har derfor valgt kun at anvende pentobarbital," siger talsperson for fængselsvæsnet i Texas, Jason Clark, til Politiken.

Lundbeck, der tidligere er blevet kritiseret voldsomt for sin rolle, har dog i lang tid kæmpet for at forhindre brugen af pentobarbital ved henrettelser i USA.

Forbød videresalg til fængsler

I juni 2011 indførte selskabet således en distributionsaftale, det såkaldte drop-ship-program, der tillod stoffet til behandling af bl.a. epilepsi og hjerteanfald, men forbød et videresalg til fængsler.

I december solgte Lundbeck eneproduktionen af stoffet videre til den amerikanske producent Akorn. Selskabet sikrede, at køberen, videreførte det begrænsede distributionsprogram.

Fængselsvæsnet i Texas afviser at have købt pentobarbital af Akorn, men international media specialist ved Lundbeck, Simon Mehl Augustesen, siger:

"Man kan ikke vide, om det er vores stof, der ligger ude i fængslerne. Det kan også være havnet der ad andre kanaler."

Ni fanger skal efter planen henrettes i Texas frem til midten af november. Fængselsvæsnet oplyser, at de har nok pentobarbital til at gennemføre 23 henrettelser.

 Lundbeck vil kæmpe mod brug af medicin til dødsstraf

 Lundbeck-strategi mod dødsstraf succesfuld 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også