Kræftens modstandsprotein fundet

Danske forskere har opdaget det protein, der gør, at nogle kræftceller kan overleve stråleterapi. Det muliggør ny kombinationsbehandling.
Foto: Mesoblast / PR
Foto: Mesoblast / PR

Det er ikke altid tilfældet, at alle kræftceller slås ihjel, når en patient modtager strålebehandling. Det kan skyldes, at kræftcellerne er i stand til at reparere de skader, som strålebehandlingen giver, og som ellers skulle slå kræften ihjel.

Men nu har forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning vist, hvordan et bestemt protein spiller en nøglerolle i cellernes reparationssystem.

"Proteinet hedder LEDGF, og det beskytter kræftcellerne, så de bliver usårlige overfor de skader fra strålebehandlingen, der ellers normalt slår kræftceller ihjel. Hvis vi derimod fjerner LEDGF fra kræftcellerne, begynder de at dø," udtaler seniorforsker Mads Daugaard i en pressemeddelelse.

Han har, sammen med ph.d.-studerende Annika Baude og et hold af forskerkolleger, de sidste 4 år arbejdet på at afsløre LEDGFs rolle i kræft.

Reparationssystem modvirker selvmord

Det er bl.a. et omfattende reparationssystem, der reparerer fejl i DNA’et, der sørger for, at raske celler ikke bliver til kræftceller. Men fejl i disse systemer kan føre til dannelse af netop kræftceller. Og når kræftcellerne først er etableret, får de brug for denne effektive reparation af deres DNA, som både beskytter dem imod en aktivering af cellens selvmordsprogram, samt gør dem modstandsdygtige overfor kemo- og stråleterapi. Og her spiller LEDGF en rolle.

"Det LEDGF gør, er at aktivere CtIP (et reparationsprotein, red.), som klargør den skadede DNA-streng til reparation," siger Annika Baude.

Ved at hæmme LEDGF vil det således være muligt at blokere det reparationssystem, som kræftcellerne bruger til at kæmpe imod en behandling. Man fjerner simpelthen deres selvforsvar.

"Der findes allerede hæmmere, som for tiden testes i visse former for kræftbehandling, til at blokere kræftcellers DNA-reparationssystemer. Det er de såkaldte PARP-hæmmere. En oplagt mulighed ville således være, at man i fremtiden undersøgte kræftknuder for, om de havde ændringer i mængden af LEDGF-protein. Og hvis det var tilfældet, kunne en kombinationsbehandling med PARP-hæmmere være en mulighed," siger Mads Daugaard.

 Ny dansk medicinkandidat får kræft til at begå selvmord

 Industribaron vender op og ned på markedet for kræftmedicin

 Roche opnår gennembrud i forsøg med Avastin  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også