Affitech indgår teknologi-aftale

Biotekselskabet Affitechs norske datterselskab Affitech Research har indgået en aftale med International Biotech Center Generium om overførsel af Molecular Based Antibody Screening (MBAS) teknologien til IBC Generium.
Det får aktien til at stige med 15,38 pct. til kurs 0,15 ved børsåbning.
Affitech modtager et beløb ved underskrivelsen, og et beløb, når teknologien er overført succesfuldt. Dertil kommer årlige licensbetalinger. Affitech venter indtægterne i indeværende år vil beløbe sig til 0,5 mio. euro (3,7 mio. kr.).
Aftalen omfatter overførsel af Affitechs MBAS teknologi samt giver IBC adgang til Affitechs phage antistof biblioteker.
IBC Generium kontrolleres af personkredsen bag Trans Nova Investments, som i forvejen er majoritetsaktionærer i Affitech. Aleksandr Shuster fra Trans Nova Investments, et cypriotisk selskab, er bestyrelsesformand for Affitech.