Lundbeck-direktør: Salg kan nå 5-10 mia kr

Lundbecks lægemiddelkandidat for depression er et skridt tættere på markedet. Bliver det godkendt, kan midlet sælge for mellem 5 og 10 mia. kr., vurderer Lundbecks udviklingsdirektør.
UdviklingsdirektørAnders Gersel Pedersen | Foto: Lundbeck/PR
UdviklingsdirektørAnders Gersel Pedersen | Foto: Lundbeck/PR
Ritzau Finans

Medicinalkoncernen Lundbeck kalder forskningsresultaterne fra nye undersøgelser med depressionsmidlet Lu Aa21004 for meget overbevisende, og gentager tidligere fremsatte estimater om, at det er et middel, der kan nå et årligt salg på 5-10 mia. kr.

"Det er altid svært at gætte på et potentiale, før man har været igennem en registreringsproces og fået sin label. Det, vi har offentliggjort tidligere, er, at vi ser et potentiale på mellem 5 og 10 mia. kr. i årligt salg som værende klart realistisk - det holder vi fast i," siger forsknings- og udviklingsdirektør Anders Gersel Pedersen fra Lundbeck til Ritzau Finans.

De nye data, som Lundbeck offentliggør resultaterne af, er fra tre nyligt gennemførte kliniske fase III-studier med Lu AA21004. To studier blev foretaget udelukkende i USA, og et studie blev foretaget primært i Europa.

Overbevisende data

Lundbeck og dets partner Takeda planlægger på baggrund af resultaterne at indsende en registreringsansøgning for midlet i USA i andet halvår 2012 og endvidere at indsende en markedsføringstilladelse i Europa og i Canada - ligeledes i løbet af andet halvår 2012.

"Dataene er meget overbevisende. Det er faktisk meget få lægemidler i depressionsområdet, der kommer ud med så mange positive studier, som vi kan levere her som grundlag for en registreringsansøgning. Det er meget svært at lave undersøgelser af den her art, og det at komme ud med en sådan stribe undersøgelser, som vi har gjort her, og har kunnet vise konsistente fund med effekt på et dosisspektrum, som vi har gjort fra 5 til 20 milligram, er særdeles stærkt," siger Anders Gersel Pedersen og fortsætter:

"Vi har samtidig opnået det på en sådan måde, at vi har haft en særdeles god bivirkningsprofil. Så vi har et dosisspektrum, patienterne kan behandles i, uden at vi har kunnet se særlige bivirkninger, som man ofte kan finde ved brug af antidepressiver."

Lancering i 2014

Godkendelsesprocessen på et lægemiddel tager typisk et års tid, hvilket så vil sige, at det kan blive godkendt i løbet af andet halvår 2013 - hvorefter man man påbegynde en lancering.

"En lancering vil formentlig blive en gang i begyndelsen af 2014, vil jeg tro," siger Anders Gersel Pedersen.

Tidligere har Lundbeck været kritiseret for ikke at have haft tilstrækkeligt slagkraftige lægemidler til at afløse lægemidler truet af patentudløb, hvilket har ramt depressionsmidlet Lexapro i USA og i 2014 sker for Cipralex i Europa.

Lundbeck vurderer dog nu at have mange kort på hånden i pipelinen.

"Det her er blot en af flere gode skud, vi har. Vi ser det som et særdeles godt og attraktivt lægemiddel, som kan være et væsentligt bidrag for virksomheden i årene fremover - men det er ikke det eneste," siger Anders Gersel Pedersen.

Nyt Lundbeck-middel nærmer sig markedet 

Sydbank: Lundbeck-resultater er positivt nyt

Positive Lundbeck-resultater for analytiker-darling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også