Lundbeck: Ros fra aktionærforeningen

Der er ros til Lundbeck fra Dansk Aktionærforening på medicinalselskabets generalforsamling. Samtidig blev der valgt et nyt bestyrelsesmedlem.
Foto: PR lundbeck
Foto: PR lundbeck
Ritzau Finans

Lundbecks bedrifter i 2011 er faldet i god jord i Dansk Aktionærforening, der dog ønsker lidt større gennemsigtighed om 2012 forventningerne.

Dansk Aktionærforenings repræsentant takkede på Lundbecks generalforsamling for et godt og oplysende årsregnskab. Han havde ved at sammenligne Lundbecks oprindelige forventninger til 2011 kun rosende ord til overs for de faktiske resultater for 2011.

"Det er meget tilfredsstillende, at ledelsens prognose går i opfyldelse, sagde aktionærforeningens Michael Thøgersen.

Han opfordrede dog Lundbeck til at øge informationsniveauet i forventningerne til 2012, hvor selskabet ikke længere guider aktionærerne om udviklingen i nettoresultatet, men alene for driftsresultatet. Lundbecks topchef, Ulf Wiinberg, vil nu se nærmere på, om der skal udstikkes forventninger til bundlinjen i 2013

Afstemning om ledelsens løn

Forslaget om ledelsens aktieaflønning blev genstand for en sjælden afstemning på generalforsamlingen, hvor Lundbeck-fonden stadig er eneherskende qua aktiemajoriteten i selskabet. En aktionær mente dog, at aktieincitamentsprogrammer for ledelser af danske selskaber generelt er løbet løbsk, og ønskede en afstemning.

Dirigenten konstaterede efterfølgende, at resultatet af afstemningen blev vedtaget med 71,69 pct. af aktiekapitalen for og 1,14 pct. imod.

Lundbeck-fonden ejer 70 pct. af Lundbeck-aktierne.

Ny kvinde i bestyrelsen

På generalforsamlingen valgte Lundbecks aktionærer at styrke det kvindelige islæt i selskabets bestyrelse, idet generalforsamlingen som ventet valgte Melanie G Lee som nyt medlem.

Melanie G. Lee har en lang karriere bag sig i medicinalsektoren, hvor hun har bestredet flere ledende stillinger, heriblandt som forsknings- og udviklingsdirektør og medlem af direktionen i britiske Celltech samt fra 2010 administrerende direktør i Syntaxin.

Med valget af Melanie G. Lee er to af de ni sæder i Lundbecks bestyrelse besat af kvinder. Medarbejderrepræsentanten Mona Elisabeth Elster har hidtil været ene kvinde.

Bestyrelsesformand i Lundbeck Mats Pettersson understregede på generalforsamlingen, at bestyrelsen arbejder for at styrke diversiteten i ledelsen, men ikke mener, at kvoter er vejen frem.

Melanie G. Lee erstatter Peter Kürstein, der ikke ønskede genvalg.

 Lundbeck vil kæmpe mod brug af medicin til dødsstraf

 Lundbeck holder skarpt øje med stamcellefirmaer  

 Analysehus ser kommende Lundbeck-medicin som vinder

 Lundbeck udnævner ny direktør for forretningsudvikling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også