Danske medicinalfirmaer kæmper for talenter i Kina

Novo Nordisk og NNE Pharmaplan har sluttet sig til det dansk-kinesiske samarbejde Sino-Danish Network for at kunne tiltrække de ypperste talenter til firmaerne. Globale konkurrenter vil også have en bid af det boomende kinesiske marked.
Foto: Pavla Brcakova / Stock.Xchng
Foto: Pavla Brcakova / Stock.Xchng

Kina bliver et stadig mere attraktivt marked at være en del af for virksomheder over hele verden, og det gælder også for den danske medicinalindustri. Medicinalselskabet Novo Nordisk og NNE Pharmaplan, som rådgiver biotek- og medicinalfirmaer, har nu sluttet sig til Udenrigsministeriets Kina-netværk for bedre at kunne tiltrække Kinas talenter inden for life science-branchen.

”Selvom store virksomheder som Vestas og Novo Nordisk er ret kendte i Kina, oplever de stadig, at det er vanskeligt at brande sig over for nye, potentielle medarbejdere, når man konkurrerer med andre udenlandske og kinesiske virksomheder,” siger Lars Christensen, som er ansvarlig for Sino-Danish Network, til China Daily, Kinas største nationale, engelsk-sprogede dagblad.

Flere platforme

Gennem netværket vil selskaberne kunne tiltrække arbejdskraft gennem online portaler, sociale medier, universiteter og andre platforme.

”The Sino-Danish Network er en åben platform for danske virksomheder, og vi håber, at mange flere vil komme ombord fremover, så vi kan lave netværket stærkere og mere omfattende i Kina,” siger han.

NNE Pharma har fire kontorer i Kina med omkring 400 ansatte, og Novo Nordisk både forsker i, producerer og distribuerer medicin i vækstkæmpen.

Vigtigere at være tilstede

Jens Moth, ambassaderåd ved den danske ambassade i Kina, sidder med life science-området og begrunder interessen for Udenrigsministeriets netværksinitiativ med, at det bliver stadig vigtigere for medicinalvirksomhederne at skaffe den gode arbejdskraft til medarbejderstaben i netop Kina.

”For eksempel har Novo Nordisk forskningsafdelinger herude, som er på højde med den internationale forskning, men som de kan gøre billigere her. Man kunne forestille sig, at virksomheder, der har forskning i Kina, gerne vil håndplukke de bedste talenter,” siger Jens Moth, der dog ikke er bekendt med, at life science-firmaerne over en bred kam kæmper for flere kinesiske talenter.

Jens Moth har skrevet en klumme om forholdene for danske life science-virksomheder på det kinesiske marked. Læs den på MedWatch her.

Mange vestlige opkøb

Interessen for Kina fra medicinalindustrien er dog ikke til at overse. Vestlige virksomheder marcherer ind i landet med opkøb og investeringer for at være til stede på det boomende marked. Tysklands Merck KGaA købte Beijing Skywing i januar 2011 for at producere biologisk medicin i Kina. Den svensk-engelske medicinalkæmpe AstraZeneca købte kopiproducenten Guangdong Beikang Pharmaceutical Company Ltd. i december 2011, og franske Novartis fik fingrene i biopharmaselskabet Zhejiang Tianyuan Bio-Pharmaceuticals i marts 2011 for at kunne ekspandere sin vaccineforskning.

En håndfuld lovende kinesiske virksomheder på markedet understreger desuden, at den asiatiske gigant begynder at blomstre  som et center for bioteknologisk og farmaceutisk innovation og iværksætteri. Sådan lyder konklusionen i hvert fald fra den amerikanske analysevirksomhed Lux Research Group på baggrund af en analyse af industrien i Kina.

Firmaet har sammenlignet og analyseret kinesiske ”formulation and delivery”-virksomheder med sammenlignelige virksomheder i andre lande.

Stigningen i kinesiske start-ups og den hektiske udflugt for vestlige virksomheder ind i verdens hurtigstvoksende biopharmaceutiske marked peger på et paradigmeskift i industrien, er analysevirksomhedens påstand, skriver branchemediet The Pharma Letter.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også