Sydbank: Stærk dollar kan udløse Genmab-opjustering senere i år

Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen ser en mulighed for, at Genmab opjusterer sine forventinger til 2019 senere i år på baggrund af en stærk dollar. Samtidig ser han ikke den store anledning til bekymring over de højere end ventede driftsomkostninger i første kvartal
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS, REDIGERET AF MARTIN HAVTORN PETERSEN

Genmab fastholdt i sit regnskab for første kvartal sine forventninger til hele 2019.

Men prognosen fra selskabet er baseret på en dollarkurs på 6 kr., og i første kvartal var den noget højere, så derfor er der mulighed for en opjustering senere på året, hvis den stærke dollar holder ved.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

"Med de nuværende dollarkurser peger det i retning af, at Genmab kan opjustere forventningerne senere på året," siger han til Ritzau Finans.

Genmab sigter stadig efter, at partneren Janssen vil lande et Darzalex-salg på 3 mia. dollar i 2019. Det vil give Genmab en royalty-indtægt på omkring 2685 mio. kr.

Salgsprognosen inkluderer desuden milepælsbetalinger på 1500 mio. kr. - relateret til forventninger om at salget af Darzalex passerer både 2,5 mia. dollar og 3 mia. dollar.

Forventningerne til den samlede omsætning er uændret på 4600 mio. kr. Desuden ventes uændret driftsomkostninger på 2600 mio. kr, og Genmab fastholder også forventningerne om et driftsresultat på 2000 mio. kr.

År til dato har en dollar gennemsnitligt kostet knap 6,60 kr. Dermed er omregningen til kroner, som er Genmabs rapporteringsvaluta, noget mere favorabel, end der lægges op til i forventningerne til hele året.

Omkostninger bør ikke bekymre

Og Søren Løntoft Hansen mener ikke, at man som investor skal lægge for meget i, at Genmabs regnskabstal for første kvartal samlet set er under forventningerne i markedet, når man skæver til konsensus blandt de analytikere, som Bloomberg News har talt med.

Forklaringen ligger i kraftigt stigende omkostninger til primært forskning og udvikling, og det er helt efter bogen, at den post havde voldsomt vokseværk i første kvartal, lyder det fra senioranalytikeren.

"Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Genmab øger forsknings- og udviklingsomkostningerne samt administrationsomkostninger som følge af de store investeringer, der laves i pipelinen," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

"Omkostningerne er måske højere, end markedet havde regnet med, men når det er sagt, skal man være opmærksom på, at Genmab venter driftsomkostninger på 2,6 mia. kr. i år. Derfor er tallet for første kvartal egentlig ikke så stort, og det er mere et udtryk for kvartalsudsving, at det ligger over konsensus," fortsætter senioranalytikeren.

Nye midler på vej frem

Genmab fik i første kvartal et driftsresultat (EBIT) på minus 25,9 mio. kr. mod et plus på 324 mio. kr. i første kvartal sidste år og en forventning blandt analytikerne om et overskud på 105 mio. kr.

Den primære forklaring på det store dyk skal findes i Genmabs forsknings- og udviklingsomkostninger, der steg til 546,1 mio. kr. i første kvartal fra 312,6 mio. kr. i den tilsvarende periode et år tidligere.

Samlet set steg Genmabs driftsomkostninger til 616,9 mio. kr. fra 357 mio. kr. i første kvartal 2018.

"Forøgelsen på 260 mio. kr. - eller 73 pct. - var drevet af fremskridtene inden for Enapotamab Vedotin og Tisotumab Vedotin, yderligere investeringer i vores pipeline og stigningen i medarbejderantallet for at støtte udvidelsen af vores pipeline," skriver Genmab i regnskabet.

På toplinjen havde Genmab en omsætning på 591 mio. kr. mod 681 mio. kr. i første kvartal 2018.

Også det var lidt under analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News, men for hele året fastholdes forventningerne om en omsætning på 4600 mio. kr.

Og samtidig er kvaliteten af Genmabs salg blevet løftet, fordi en stor del kommer fra partneren Janssens salg af kræftmidlet Darzalex, der støt vokser.

"Omsætningskvaliteten er klart bedre i år på baggrund af de royalty-indtægter, Genmab får fra Darzalex-salget," siger Søren Løntoft Hansen.

Genmab bruger flere penge end forventet, men fastholder guidance 

Omkostninger og forventninger kommer under lup i Genmabs regnskab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også