Amerikansk lovforslag kan koste Novo og Lundbeck millioner på skatteregningen

Et nyt lovforslag vil betyde, at medicinalselskaber ikke længere kan få skattefradrag for de penge, de bruger på at promovere deres lægemidler direkte til amerikanske forbrugere. Vedtages det, kan det blandt andet ramme Novo Nordisk og Lundbeck, der begge bruger store summer på tv-reklamer i landet.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

De danske medicinalselskaber Novo Nordisk og Lundbeck bruger markante summer på at promovere visse af sine lægemidler direkte til amerikanske forbrugere via f.eks. tv-reklamer, men fremover kan den markedsføringsindsats blive en mere omkostningstung affære for selskaberne.

Ifølge Fiercepharma har en række amerikanske politikere i Senatet således fremsat et nyt lovforslag, der vil fjerne det skattefradrag, medicinalselskaberne på nuværende tidspunkt får for deres investeringer i såkaldte DTC-reklamer (direct-to-consumer) for receptpligtige lægemidler.

På nuværende tidspunkt kan investeringer i DTC-reklamer i både tv, print, radio og digitale medier trækkes fra i skatteregningen.

En regelændring på området kan blandt andet ramme Novo, som sidste år brugte 511 mio. kr. på amerikanske tv-reklamer for sit bedst sælgende lægemiddel, Victoza, samt Lundbeck, der sammen med sin japanske partner Otsuka brugte 551 mio. kr. på reklamevideoer for væksthåbet Rexulti.

Begge produkter var blandt de 20 lægemidler, der blev brugt flest reklamedollars på i USA sidste år.

Beløbene er stadig ganske små relativt set, da Novo Nordisk f.eks. omsatte for små 56 mia. kr. i USA i 2017. Men ikke desto mindre ville det være endnu en faktor, der kan påvirke den allerede trykkede amerikanske vækst for Danmarks største medicinalselskab og lægge yderligere til selskabets skattebetalinger uden for Danmark, som i 2017 lød på 2,64 mia. kr.

Er forsøgt før

Det er dog langt fra sikkert, at lovforslaget, kaldet “End Taxpayer Subsidies for Drug Ads Act”, ender med at blive vedtaget. Ifølge Fiercepharma har flere amerikanske politikere i løbet af de seneste godt ti år nemlig fremsat lignende forslag uden det store held.

Det seneste lovforslag er fremsat af den demokratiske senator Jeanne Shaheen og er genintroduktion af et forslag, hun var med til at fremsætte i marts sidste år. Men ifølge mediet kan det muligvis gå bedre for det seneste forslag, som støttes af en lang række promimente navne, der også har meldt sig ind i kampen om at blive amerikansk præsident i 2020.

Blandt dem finder man den demokratiske senator Elizabeth Warren og den uafhængige senator Bernie Sanders, der begge er store kritikere af medicinalindustrien og for nylig har introduceret lovforslag for at få bugt med de høje priser på receptpligtig medicin i landet.

Jon Bigelow, der er direktør for the Coalition for Healthcare Communication, påpeger over for Fiercepharma, at det amerikanske midtvejsvalg sidste år bragte nye folk ind i den amerikanske kongress, og at det kan få betydning for lovforslagets skæbne.

"Det støttes af nogle mulige præsidentkandidater, så jeg går ud fra, at de muligvis vil gøre det her til en del af deres budskab (i en evt. præsidentkampagne, red.). Det vil selvfølgelig ikke være det primære budskab for nogen af dem, men en del af deres budskab," siger han og tilføjer:

"Jeg har ingen grund til at tro, at det her bare kommer forrest i køen i kongressen, men nu er det ude, og der vil komme budgetkampe."

Lundbeck og Novo Nordisk brugte enorme summer på amerikanske TV-reklamer i 2018 

Novo Nordisk brugte næsten 100 mio på tv-reklamer for Ozempic i august 

Bernie Sanders introducerer lovgivning som skal få medicinpriserne ned 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også