Novo Nordisk brugte næsten 100 mio på tv-reklamer for Ozempic i august

Novo Nordisks Ozempic var det lægemiddel, der havde det fjerdestørste tv-reklamebudget i USA i august. Dermed ser det ud til, at den danske koncern for alvor er begyndt at lægge ressourcerne i sit nye væksthåb. Eli Lilly brugte dog ligeså mange penge på at promovere det rivaliserende middel Trulicity.
Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

Der er blevet skruet godt og grundigt op for marketingbudgettet for Novo Nordisks fremtidshåb Ozempic på det amerikanske marked mod slutningen af sommeren.

Dugfriske tal fra iSpot.tv viser således, ifølge Fiercepharma, at Novo Nordisk brugte hele 14,9 mio. dollars - eller mere end 95 mio. kr. - på at vise den ene tv-reklame, man indtil videre har fået lavet for sin langstidsvirkende GLP-1-analog mod type 2-diabetes, til amerikanske forbrugere i august.

Novo Nordisk lancerede Ozempic på det amerikanske marked i starten af februar, men marketingmæssigt har fokus fortsat været på den storsælgende daglige GLP-1-analog Victoza, mens ressourcerne bag Ozempic langsomt er blevet øget i løbet af året.

Fokus er skiftet

Novo Nordisk har opereret med det, man kalder en switch-strategi for udrulningen af Ozempic i USA, hvor man først har villet lægge alle kræfter bag promovering af Ozempic i et givent territorie, når man har sikret sig "bred" markedsadgang.

Den er dog ved at være på plads, og Novo Nordisk sagde i sit halvårsregnskab i starten af august, at Ozempic nu står for omkring 15 pct. af de nye recepter i det hastigt voksende GLP-1-segment i USA.

"Markedsadgangen er kommet gradvist i løbet af året, og det var først halvvejs inde i året, at vi havde alle eller de fleste territorier ude og promovere Ozempic," forklarede adm. direktør Lars Fruergaard Jørgensen ved den lejlighed og påpegede:

"Vi har lige lanceret en forbrugerkampagne i USA, så vi forventer, at trenden fortsætter."

Nu har man altså for alvor lagt pengene bag Ozempic, som havde det fjerdestørste reklamebudget blandt lægemidler i USA i august, mens reklamebudgettet for Victoza er skrumpet til et niveau, hvor det ikke - som i mange af de foregående måneder - er en del af top ti.

Ifølge data fra iSpot.tv har Novo Nordisk siden januar 2015 brugt mere end 325 mio. dollar, svarende til 2 mia. kr., på tv-reklamer for Victoza i USA, skriver Fiercepharma.

Eli Lilly følger trop

Reklamefilmen 'Oh!' for Ozempic er dog ikke den eneste visuelle promovering af et diabeteslægemiddel, der blev brugt millioner på i august.

Amerikanske Eli Lilly har nemlig også brugt 14,9 mio. dollars på tre forskellige reklamefilm for sin ugentlige GLP-1-analog Trulicity i den forgangne måned - 500.000 dollars mere end i juli.

Samtidig har Lilly sammen med sin tyske partner Boehringer Ingelheim kastet 8,7 mio. dollars efter en tv-reklame for sin orale SGLT2-hæmmer Jardiance mod type 2-diabetes i august - 1 mio. dollars mere end måneden før.

Novo Nordisks nye flagskibsprodukt har fået solid start i USA

Novo brugte tocifret millionbeløb i juni på amerikansk tv-reklame 

Novo har brugt en kvart milliard på Victoza-reklamer på to måneder 

Novo Nordisk sender guldhåb på gaden i Danmark og skyder gang i EU-lancering  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også