Novo-direktør om ny diabetesopdagelse: "Et af de vigtigste fund i nyere tid"

Et nyt skandinavsisk studie peger på, at diabetes ikke er to, men i virkeligheden fem forskellige sygdomme. Novo Nordisks F&U-direktør, Mads Krogsgaard Thomsen, ser det som "et af de klinisk set vigtigste fund i nyere tid", siger han til Berlingske Business.
Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen
Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen

Det vakte opsigt da en gruppe forskere fra Finland og Sverige sent sidste uge offentliggjorde et nyt studie i The Lancet, som indikerer, at diabetes ikke blot skal opdeles i to, men hel fem underkategorier.

Begejstringen er også til at tage og føle på hos Mads Krogsgaard Thomsen, der har det øverste ansvar for forskning og udvikling i den danske diabeteskæmpe Novo Nordisk.

"Det her er meget vigtigt. Det er et af de klinisk set vigtigste fund i nyere tid, og hvis det bliver udbredt til at blive standardopfattelsen i hele diabetessamfundet, kan det blive meget spændende for den medicinske behandling af diabetes," siger koncerndirektøren til Berlingske Business.

Ifølge Mads Krogsgaard Thomsen kan den nye opdagelse gøre det muligt for et selskab som Novo Nordisk at gå i en helt anden dialog med betalerne, hvor den samfundsøkonomiske værdi af selskabets lægemidler kan komme mere i fokus.

Kan være 500 kategorier

Det nye studie skal dog nok tages med et gran salt, og opdagelsen bliver nok ikke implementeret i den officielle anskuelse af diabetes lige med det samme.

Selvom, der er bred enighed i forskerverdenen om, at de nuværende to inddelinger af diabetes ikke er dækkende nok, så påpeger Dr. Victoria Salem fra Imperial College London overfor BBC, at der måske nærmere er 500 underkategorier, som varierer meget på baggrund af genetiske og miljømæssige faktorer.

Og Oluf Borbye Pedersen, der er professor på Københavns Universitet, understreger over for TV2 Nyhederne, at der først skal laves lignende undersøgelser i andre lande også, før WHO vil overveje at tage resultaterne til sig.

De fem kategorier

Studiet er foretaget af forskere fra Lund Universitet i Sverige og Institut for Molekylær Medicin i Finland, som har fulgt små 15.000 diabetikere. Det har ifølge TV2 Nyhederne ført til opdagelsen af de følgende fem underkategorier:

Alvorlig autoimmun diabetes: Rammer folk, mens de er unge, og gør dem ude af stand til at producere insulin på grund af en immunsygdom. Minder meget om den nuværende type 1-diabetes.

Alvorlig insulinmanglende diabetes: Minder om den første kategori, men immunforsvaret er ikke årsagen bag den manglende evne til at producere insulin.

Alvorlig insulinresistent diabetes: Patienter er overvejende overvægtige og producerer insulin, men deres krop kan ikke optage det.

Mild overvægtrelateret diabetes: Patienterne minder meget om dem i den forrige kategori, men deres stofskifte er meget tæt på ’normalt’.

Mild aldersrelateret diabetes: Patienter, der har udviklet en mildere form for diabetes, mens de var signifikant ældre end dem i de andre grupper.

Genterapi modvirker type 1-diabetes i museforsøg 

Banebrydende kræftopdagelse kan være nøglen til en kur mod type 1-diabetes 

Særligt unge diabetikere dør af hjerteanfald  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også