Banebrydende kræftopdagelse kan være nøglen til en kur mod type 1-diabetes

Et hold forskere fra Boston har opdaget, at et protein, der danner baggrund for en klasse af yderst effektive immunterapier mod kræft, muligvis også kan være nøglen til at udvikle en kur mod type 1-diabetes.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

I de seneste år er lægemidler rettet mod proteinparret PD-1 og PD-L1 kommet på markedet og har revolutioneret den måde, hvorpå man behandler visse kræftformer.

Nu har forskere i USA opdaget, at ét af de to proteiner muligvis også kan bruges til at udvikle en kur mod type 1-diabetes.

Det skriver FierceBiotech.

Inden for kræftbehandling bruger man antistoffer mod enten PD-1, som findes på overfladen af T-cellerne i vores immunsystem, eller det relaterede protein PD-L1 på overfladen af de kræftramte celler. Kræftcellerne binder til T-cellerne ved hjælp af de to proteiner og gemmer sig dermed for immunforsvaret.

Med de nye immunonkologiske midler kendt som checkpoint-hæmmere, forhindrer man det ved at hæmme et af proteinerne.

Men ifølge FierceBiotech har forskere fra Boston Children's Hospital opdaget, at man kan behandle diabetes ved at øge aktiviteten af PD-L1 i stedet.

Kurerede forsøgsmus

Type 1-diabetes er en autoimmun sygdom, hvor T-cellerne fejlagtigt angriber og nedbryder de såkaldte betaceller i bugspytkirtlen.

De celler producerer insulin, som er det stof, der hjælper os til at holde en fornuftig blodsukkerbalance fra naturens hånd. Da betacellerne ikke fungerer, skal patienter med type 1-diabetes derfor have daglige indsprøjtninger af insulin.

Men eftersom PD-L1 spiller en vigtig rolle i forhold til at bremse T-cellernes aktivitet, mener de amerikanske forskere, at proteinet kan bruges til at forhindre den autoimmune reaktion, der ødelægger diabetikernes betaceller.

De har testet hypotesen i musemodeller for diabetes, hvor man har modificeret blodstamceller, så de producerer øgede mængder af PD-L1. Ifølge forskerne viste forsøget, at stamcellerne fandt vej til bugspytkirtlen og kurerede stort set samtlige mus i studiet for diabetes på kort sigt. Samtidig forblev omkring 30 pct. af forsøgsdyrene diabetesfri resten af livet.

Idéen om at bruge stamceller som en potentiel kur mod type 1-diabetes er langt fra ny. Novo Nordisk undersøger også tilgangen, og der forskes på fuld kraft på området ved forskningsinstituttet Hagedorn Research Institute i Gentofte, som er ejet af medicinalselskabet.

Det er dog så vidt vides først gang, at forskere har undersøgt PD-L1-proteinet i den forbindelse.

Novo er kommet længere med stamcelleterapi 

Stamcellefabrik vil lave individuel diabetesbehanding 

Opstartsfirma satser på stamcellebehandling til diabetes 

J&J satser på stamceller til diabeteskur 

Novo har knækket stamcelle-koden  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også