Genterapiselskab rejser milliarder og gør klar til at udfordre Genmab

Amerikanske Bluebird Bio vil indsende registreringsansøgninger for tre nye lægemidler inden udgangen af 2019, herunder en celleterapi mod knoglemarvskræft, som kan udfordre Genmabs guldæg Darzalex. Samtidig har man netop lukket en kapitalrejsningsrunde på i alt 4 mia. kr.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Biotekselskabet Bluebird Bio har planer om at indsende registreringsansøgninger for tre af sine eksperimentelle lægemidler inden udgangen af 2019.

Det sagde selskabets topchef Nick Leschly ifølge Reuters tidligere på ugen på den store JP Morgan Healthcare Conference i San Francisco.

Det drejer sig om selskabets genterapi Lentiglobin mod den arvelige blodsygdom beta-talassæmi, som undersøges i den sidste kliniske testfase inden en eventuel godkendelse, fase 3.

Herudover er det kandidaten Lenti-D mod den arvelige og dødbringede hjernesygdom cerebral adrenoleukodystrofi (ALD), som er i fase 2/3. Begge de kandidater er genterapier.

Den sidste kandidat, selskabet vil indsende en ansøgning for, går under navnet bb2121 og udvikles i fase 1/2 mod knoglemarvskræft, også kendt som myelomatose.

Kan udfordre Genmab

Det er den samme sygdom, som Genmabs guldæg Darzalex bruges mod, og Bluebirds kandidat - en såkaldt CAR-T-terapi, hvor man bruger patienternes egne modificerede immunceller som en medicinsk behandling - kan med tiden stjæle noget af salget fra Darzalex.

I december fremlagde Bluebird og Celgene, som man udvikler midlet sammen med, glimrende data på den store hæmatologikonference ASH. Det påvirkede investorernes syn på Genmab og er en del af forklaringen på det markante kursdyk, det danske selskab oplevede mod slutningen af 2017.

De fleste observatører peger dog på, at CAR-T-behandlinger kun vil finde begrænset anvendelse og blive brugt til de allersygeste patienter, da det er en dyr og besværlig proces at fremstille dem.

Ifølge Nick Leschly, der er søn til den danske erhvervsmand Jan Leschly, vil Bluebird indsende registreringsansøgninger for sin CAR-T-celleterapi i både USA og EU i 2019.

Penge i kassen

Med tre udviklingsprogrammer på vej i den afgørende fase får det amerikanske biotekselskab brug for et stærkt økonomisk fundament, og det er netop også, hvad man har sikret sig i denne uge.

Biotekselskabet færdiggjorde således i starten af ugen et stærkt overtegnet aktieudbud, hvor man lagde yderligere 51,3 mio. dollars i kassen, så hele kapitalrejsningsrunden førte til en bruttogevinst på 651,3 mio. dollars - eller godt 4 mia. kr.

I sommeren 2017 rejste selskabet 400 mio. dollars i et aktiesalg. Dengang udbød man sine aktier til 105 dollars stykket, men siden er aktien skudt i vejret og det seneste aktiesalg skete til en stykpris på 185 dollars. Aktien røg i december op over 200 dollars stykket i kølvandet på de gode data præsenteret på ASH, men den lukkede onsdag i denne uge i 171,95 dollars.

Genmab-rival suser frem på børsen efter nyt kræftstudie 

Bluebird og Celgene starter pivotalt studie med Darzalex-udfordrer 

Mulig Darzalex-rival får genvej i både USA og Europa 

J&J indgår milliardaftale på Genmab-område 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også