Ørnskov fik lønhop på 422 pct. sidste år

Den danske topchef Flemming Ørnskov har gjort det så godt i spidsen for irske Shire, at selskabet så sig nødsaget til at øge hans løn med 422 pct. sidste år for at holde på ham.
Foto: Shire/ PR
Foto: Shire/ PR

Den danske direktør Flemming Ørnskov, som står i spidsen for det fremadstormende irske medicinalselskab Shire Pharmaceuticals, er tilsyneladende en ombejlet herre. I hvert fald har hans selskab givet ham adskillige millioner dollars mere i lønningsposen i 2015 i et forsøg på at holde på ham.

Det skriver Bloomberg.

Nyhedsbureauet er dykket ned i selskabets udførlige årsrapport, som blev offentliggjort i denne uge, og den viser, at Flemming Ørnskov i 2015 sikrede sig en samlet kompensation på 21,6 mio. dollars, svarende til mere end 142 mio. kr.

Det er ifølge Bloomberg en stigning på hele 422 pct. i forhold til året før, hvor den samlede kompensation ifølge årsrapporten kun lå på 4,1 mio. dollars eller små 27 mio. kr. Til sammenligning tjente Novo Nordisks topchef Lars Rebien Sørensen i 2015 i alt 25,2 mio. kr. fra sin arbejdsgiver.

Attraktiv direktør

Ørnskovs klækkelige gage for 2015 indeholder 16,8 mio. dollars i langsigtede incitamentsbetalinger, men lønhoppet skal blandt andet også forklares med, at direktørens grundløn blev øget med 25 pct. til 1,69 mio. dollars umiddelbart inden, at selskabet afgav et købstilbud på amerikanske Baxalta.

Den stigning blev dog ikke meldt ud til storaktionærerne før i januar, da Shire endegyldigt havde lukket en aftale om at købe Baxalta.

”Der var et presserende behov for at skride til handling for at sikre, at vi kunne fastholde den adm. direktør, da han potentielt set er et attraktivt rekrutteringsmål. Det var passende at foretage lønstigningen i juli 2015 på trods af usikkerheden omkring resultatet af den mulige handel med Baxalta,” skriver Anne Minto, der står i spidsen for vederlagskomiteen i Shires bestyrelse, i rapporten.

Hun forklarer også beslutningen med, at topchefen tidligere lå på et noget lavere lønniveau end sine internationale kollegaer. Den noget atypiske lønstigning betyder ifølge Bloomberg dog også, at Flemming Ørnskovs løn vil blive fastfrosset i de kommende tre år.

 Ventet vækstopbremsning hos Shire 

 Dansker blandt verdens bedst betalte medicinalbosser 

 Flemming siger stop for opkøb 

 Her er Ørnskovs råd til iværksætterne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også