Dyr ’snydebehandling’ overgår billigt alternativ

Parkinsons-patienter i et klinisk studie oplevede en større effekt fra en placebo-behandling med et prisskilt på omkring 10.000 kr., end de gjorde fra den samme behandling, når prisen var blot 650 kr. Det afslører en mulig udfordring i forbindelse med lægemiddeludvikling.

Flere studier har over årene peget på en mulig effekt fra såkaldt placebomedicin, altså lægemidler som slet ikke indeholder et aktivt stof, og givet næring til ideen om, at effekten af medicin i nogle tilfælde er psykologisk betinget – og nu er der yderligere brænde på det bål, skriver Reuters.

Et nyt studie, som netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Neurology, viste således, at en placebo-behandling havde større effekt i Parkinsons-patienter, når de fik oplyst en højere pris på medicinen, skriver nyhedsbureauet.

I studiet fik 12 patienter med Parkinsons sygdom at vide, at de ville modtage to indsprøjtninger af et lægemiddel og at begge var lige effektive. Den anden indsprøjtning skulle gives, når effekten af den første aftog. Men de fik også at vide, at den første kostede 100 dollars (650 kr.) at producere, mens den anden kostede 1.500 dollars (ca. 10.000 kr.).

I virkeligheden indeholdt begge indsprøjtninger blot en saltvandsopløsning.

Ifølge forskerne så man en langt større forbedring i sygdomssymptomerne i patienterne i forbindelse med det ”dyre” lægemiddel, og otte af de ti patienter indrømmede efterfølgende, at de havde haft en forventning om, at den dyre behandling ville være mere effektiv.

Ifølge Reuters peger studiet også på et potentielt problem i forbindelse med kliniske studier af lægemidler. Mange kliniske studier involverer nemlig en sammenligning af en lægemiddelkandidat og et placebomiddel, og her kan patienternes forventninger altså muligvis gøre placebo-midlet mere effektivt, end det egentlig er.

Det gør sig især gældende indenfor sygdomme i centralnervesystemet såsom Parkinsons. I denne sygdom falder niveauet af stoffet dopamin i hjernen, men mentale tilstande som netop forventningen om en ”belønning” kan ifølge nyhedsbureauet øge dopamin-produktionen.

 Parkinsons starter måske i tarmen 

 Forskere udfordrer Parkinsons-myte 

 Studie: Parkinsons kan afsløres endnu tidligere 

 Vaccine til behandling af Parkinson på vej i klinik

Læs artiklen fra Reuters her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også