AZ-formand: Pfizer kan ikke forhøje sit bud

AstraZenecas bestyrelsesformand, Leif Johansson, siger, at Pfizer ikke lovligt kan forhøje sit seneste bud på den svensk-britiske medicinalvirksomhed.

Pfizer har af flere omgange forsøgt at opkøbe sin svensk-britiske konkurrent AstraZeneca, og for få dage siden lancerede det amerikanske selskab et bud, der lød på 69 mia. pund. Men selvom Pfizer slog fast, at dette var det absolut endelige bud fra selskabet, så er spekulationerne omkring det mulige opkøb fortsat ufortrødent.

Det får nu AstraZenecas svenske bestyrelsesformand, Leif Johansson, til at tage bladet fra munden i en pressemeddelelse udsendt sendt tirsdag aften.

”Vi har besluttet, at det er nødvendigt at udsende en erklæring for at gøre det helt klart, at Pfizers endelige bud, som bestyrelsen afslog, ifølge gældende Takeover Panel-regler ikke er muligt at forhøje – eller overhovedet antyde, at man vil forhøje – hverken privat eller offentligt med eller uden bestyrelsens samtykke eller anmodning,” siger Leif Johansson i meddelelsen.

Bestyrelsesformanden sagde ellers i et interview med Bloomberg i starten af ugen, at man fortsat er villig til at forhandle, hvis Pfizer forholder sig til selskabets bekymringer om fremtiden for AstraZeneca og samtidig hæver sit tilbud fra de nuværende 55 pund per aktie til minimum 58,85 pund per aktie.

Det er muligvis en del af forklaringen på, at man har fundet det nødvendigt at udsende den seneste meddelelse.

Splittede aktionærer

Ifølge den britiske avis The Guardian skal meddelelsen dog også ses i lyset af, at en række af AstraZenecas større aktionærer har udtrykt deres utilfredshed med den måde, bestyrelsen har ageret på igennem den snart månedlange opkøbskamp.

Pfizer har på den baggrund forsøgt at samle utilfredse aktionærer og få dem til at presse AstraZeneca til at genoverveje buddet fra den amerikanske rival, skriver avisen.

Men mens store investorer såsom Schroder Investment Management, AXA Investments og Jupiter Fund Management har været ude med kritik af ledelsen i AstraZeneca, så har andre aktionærer som Fidelity Worldwide Investment, Aberdeen Asset Management og M&G Investments bakket op om selskabets beslutninger.

Og senest har en anden storaktionær, Woodford Investment Management, givet sin støtte til AstraZenecas ledelse.

”Jeg er lettet over, at AstraZeneca tilsyneladende har holdt fast i sin uafhængighed. Jeg værdsætter bestyrelsens resolutte modstand mod Pfizer-buddet baseret på deres langsigtede værdianskuelse, som jeg støtter fuldt ud,” siger Neil Woodford, manden bag investeringsselskabet, således til Bloomberg.

 AZ-formand: ”Jeg vil ikke kalde det super-venligt” 

 Medie: AstraZeneca-boss tror ikke på aftale 

 AstraZeneca afviser Pfizer igen

 Pfizer øger sit bud for sidste gang 

Læs Guardian-artiklen her eller Bloombergs interview med Neil Woodford her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også