Politikere og forskere frygter Pfizer-køb

Britiske politikere vil forhindre Pfizers forsøg på at opkøbe AstraZeneca, da man frygter, at en sådan handel vil medføre tab af britiske arbejdspladser. Samtidig påpeger en lang række forskere, at Storbritannien er på vej til at miste sin plads som en af verdens førende forskningsnationer.

En række britiske politikere blander sig nu i amerikanske Pfizers forsøg på at opkøbe den svensk-britiske medicinalvirksomhed AstraZeneca. Det skriver Bloomberg.

Flere politikere i landet frygter, at et eventuelt opkøb kan koste britiske arbejdspladser og kompetencer, og derfor vil man have Pfizer til at melde helt klar ud hvad selskabets planer med AstraZeneca er, ligesom man i yderste instans vil have den engelske regering til at gå ind i sagen.

”Det er rigtig meget på spil her. Det her vil være det største opkøb af et britisk selskab. Jeg vil sikre mig, at AstraZeneca fastholder sin position i Storbritannien. Det er ekstremt vigtigt for de mennesker, der er ansat af selskabet og for vores økonomi generelt,” udtaler den liberale demokrat Julian Huppert ifølge mediet.

Den britiske premierminister David Cameron har tidligere afvist at gå ind i sagen, skriver Bloomberg, men tilføjer, at det øgede politiske pres kan tvinge ham til at ændre holdning.

Ifølge unavngivne kilder har Pfizers adm. direktør Ian Read dog for få dage siden haft et møde med den britiske regering, hvor han understregede, at man ønskede at bibeholde forskning, udvikling og produktion i Storbritannien, ligesom man er tiltrukket af det britiske skattesystem.

Forskere på banen

Det er dog ikke kun fra politisk side, at der er stor bekymring over Pfizers opkøbsplaner, også landets forskerstand frygter den nært forestående handel. Det skriver Reuters.

En række fremtrædende forskere opfordrer således også den britiske regering til at træde til for at redde nationens medicinalindustri fra den omfattende konsolidering, der netop nu udfolder sig i den globale medicinalsektor.

”Lægemiddeludvikling ændrer sig overalt. Store medicinalselskaber konsoliderer og skærer fra. Storbritannien har været én af verdens førende nationer inden for medicinsk forskning og udvikling, men den seneste tids lukninger og om omstruktureringer truer denne position,” skriver gruppen af forskere ifølge Reuters i en meddelelse.

Pfizer har i forvejen ikke det bedste renommé i Storbritannien, da man så sent som i 2011 lukkede et stort forskningscenter i Sydengland, hvor potenspillen Viagra i sin tid blev udviklet, og afskedigede 2000 forskere.

 Hvad vil Pfizer med AstraZeneca? 

 AstraZeneca-overtagelse kan spare Pfizer for mia. 

 Pfizer bekræfter rekordbud på AZ 

Læs artiklen fra Bloomberg her eller artiklen fra Reuters her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også