Hvad vil Pfizer med AstraZeneca?

Pfizer er klar til at opkøbe AstraZeneca for 100 mia. kr. Men hvad vil den amerikanske gigant – der ikke har de bedste erfaringer med store opkøb – egentlig med sin svensk-britiske rival?

Den amerikanske medicinalgigant Pfizer bekræftede i går, at man havde sendt et formelt opkøbsbud på hele 100 mia. dollar af sted på sin svensk-britiske rival AstraZeneca.

 Pfizer bekræfter rekordbud på AZ

Den mulige fusion har vakt opsigt både i og udenfor medicinalindustrien – både fordi sådan en handel ville være stik imod tendensen i sektoren, hvor de fleste selskaber frasælger aktiviteter for at fokusere skarpere på sine kerneområder, men også fordi den amerikanske koncern ikke har de bedste erfaringer med større opkøb. Det skriver FierceBiotech.

62 mia. kr. på F&U

Pfizers adm. direktør Ian Read har ifølge mediet forklaret, at han har planer om at smelte Pfizer og AstraZeneca sammen til en samlet global organisation, der skal være formelt baseret i Storbritannien pga. skattefordelene i landet, men stadig have hovedsæde i New York, og med direktører på begge sider af Atlanten.

Og direktøren er tilsyneladende klar til at skære dybt i et eventuelt samlet selskabs forsknings- og udviklingsaktiviteter, skriver mediet og tilføjer, at der da også umiddelbart er rig mulighed for at nedbringe omkostningerne på dette område.

Sidste år brugte Pfizer således 6,7 mia. dollar på F&U, mens AstraZeneca brugte 4,8 mia. dollar. Samlet har man altså smidt 11,5 mia. dollar – eller 61,9 mia. kroner – i forskning og udvikling.

Dårlige erfaringer…

Men Pfizer har som nævnt ikke de bedste erfaringer med opkøb af andre medicinalforretninger.

I 2009 opkøbte den amerikanske gigant den ligeledes amerikanske virksomhed Wyeth, der producerede både håndkøbsmedicin og receptpligtige lægemidler.

Men sammenlægningen af de to selskaber medførte et markant fald i produktiviteten og efterfølgende omfattende nedskæringer, skriver FierceBiotech, som kalder Wyeth-opkøbet et klassisk eksempel på, hvad der kan gå galt, når to store medicinalselskaber fusionerer.

Og analytikeren Tim Anderson fra Bernstein forklarer til mediet, at Pfizer tidligere selv har indrømmet, at fusioner kan have en enorm negativ indvirkning på vigtige forretningsfunktioner som F&U.

…men stor tro

Ikke desto mindre har Ian Read og resten af Pfizer stor tro på, at en sammenlægning med AstraZeneca er det rette for koncernen.

Direktøren påpeger, at man efter et opkøb vil råde over en kæmpe pipeline af kræftlægemidler, en stor portefølje af markedsmodne produkter mod hjertekarsygdomme , en markant tilstedeværelse på diabetesmarkedet, samt en mulighed for at vokse betydeligt på nye markeder.

Pfizers F&U-chef, Mikael Dolsten, mener, at de to selskaber især komplementerer hinanden indenfor kræft-, hjertekar- og betændelsessygdomme.

 AstraZeneca-overtagelse kan spare Pfizer for mia. 

 AstraZeneca afviser Pfizer i døren 

 Medie: Pfizer vil købe AZ for 101 mia. dollar 

Læs artiklen fra FierceBiotech her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også