Analytikere ser enormt potentiale i nyt Sanofi-middel

Analytikere spår et topsalgspotentiale på over 3 mia. dollar for ny kolesterolsænkende medicin fra franske Sanofi. Lægemidlet kan som det første af sin slags allerede ramme markedet i 2015.

Lægemiddelkandidaten alirocumab kan blive en regulær guldgrubbe for Sanofi, Novo Nordisk franske rival på diabetesmarkedet. Det skriver erhvervsmediet Reuters, som har talt med analytikere om lægemidlets muligheder på markedet for kolesterolsænkende medicin.

Alirocumab er en såkaldt PCSK9-hæmmer, som kan forbedre behandlingen af hjerteproblemer ved at tilbyde en ny tilgang til at bekæmpe fedtophobninger i blodårerne, skriver mediet og tilføjer, at lægemiddeltypen ses som det største skridt frem på dette marked, siden de såkaldte statiner blev lanceret for to årtier siden.

Modsat statiner, som hæmmer leverens egen produktion af den ’dårlige’ LDL-kolesterol, så er PCSK9-hæmmeren antistoffer, der rammer et protein, som forhindrer kroppen i selv at bekæmpe LDL-kolesterol.

Milliardpotentiale

Og analytikerne, Reuters har talt med, er da også begejstrede for potentialet. Deutsche Bank forventer et topsalgspotentiale for alirocumab på over 3 mia. dollar, mens analysebureauet BioMedTracker mener, at medicinen vil sælge for 3,7 mia. dollar i 2023.

Alirocumab er pt. i fase 3 af klinisk udvikling, og hvis alt går vel kan lægemidlet, der udvikles i samarbejde med amerikanske Regeneron, ramme markedet i 2015, skriver Reuters.

Men en række andre storaktører, såsom Amgen, Pfizer, Eli Lilly og Roche, står dog også på spring med deres egen versioner af denne type kolesterolmedicin. Førstnævnte ånder på det nærmeste Sanofi i nakken, skriver mediet, mens de andre tre er knap så langt i den kliniske udvikling af sine PCKS9-hæmmere.

Læs hele artiklen fra Reuters her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også