Selvlysende kaninunger giver håb i kamp mod gensygdomme

En gruppe forskere fra University of Hawaii og University of Istanbul har fremavlet to kaninunger, som lyser i mørket takket være gener fra en selvlysende vandmand. Det skriver Medical News Today.
Det skete ved, at forskerne tog et selvlysende protein fra vandmandens DNA og sprøjtede det ind i otte kaninfostre, som herefter blev genindsat i kaninmoderen.
”Vi kan injicere selve kernen af ægget, og det vi gjorde var, at vi lavede et lidt større hul, som gav os muligheden for at regulere den mængde af DNA, som vi indfører,” udtaler Dr. Joel Marth fra University of Hawaii ifølge hjemmesiden.
Det selvlysende er sekundært
Da de otte små kaniner blev født, bar to af dem på det specielle selvlysende gen fra vandmanden, og det resultat glæder forskerne – ikke så meget fordi man har skabt selvlysende kaniner, men nærmere pga. de muligheder, som opdagelsen åbner for.
Eksperimentet skulle nemlig blot vise, at genmanipulation i kaniner er muligt, så man på sigt kan udvikle nye behandlinger af genetiske sygdomme. Målet for forskerne er, at introducere et gavnligt gen i hunkaniner, og derefter opsamle det protein, som bliver dannet, fra den mælk, hunkaninen producerer.
Nye muligheder
Og det vil åbne nye muligheder for lægemiddelsudviklingen, forklarer dr. Stefen Moisyadi fra University of Istanbul.
”Lad os sige, at for nogle patienter, som lider af hæmofili og har brug for blodkoagulerende enzymer i blodet, kan vi lave de enzymer meget billigere i dyr med barriere-reaktanter, i stedet for på en fabrik, som koster mange milliarder at bygge,” siger han ifølge Medical News Today.
Forskerne håber med tiden på, at kunne indsætte specifikke gener i endnu større dyr, og man er allerede i gang med et nyt eksperiment med et selvlysende får, som efter planen bliver født i november 2013.
Læs hele nyheden fra Medical News Today her.