Britisk selskab satser på marijuana-medicin

Marijuana er forretningsgrundlaget i et britisk medicinalselskab, der nu satser på at bruge det euforiserende stof til et lægemiddel mod diabetes.

Mange tilhængere af rusmidlet marijuana eller cannabis slår på, at det forbudte stof kan have sundhedsgavnlige virkninger, og den holdning har det britiske selskab GW Pharmaceuticals ikke blot taget til sig – de har gjort det selve forretningsgrundlaget i virksomheden. Det fremgår af en artikel fra Bloomberg Businessweek.

GW Pharmaceuticals satser således udelukkende på udvikling af medicin baseret på stoffer fra marijuana-planter. Selskabet markedsfører allerede næsesprayen Sativex til behandling af spasmer i sclerosepatienter i 8 lande, ligesom man har indleveret en ansøgning for produktet til amerikanske FDA, oplyser mediet.

Udvider markedet

Men briterne har øje på et meget større marked og har derfor planlagt fase 2-forsøg, altså næstsidste step i de kliniske forsøg i mennesker før godkendelse, med et cannabis-baseret lægemiddel til behandling af type 2 diabetes. Kandidaten med det vanskelige navn tetrahydrocannabivarin-9 har allerede vist sig i stand til at forbedre patienters insulinproduktion og sænke blodsukkerniveauet mellem måltider.

GW Pharmaceuticals omsætter årligt for 52,2 mio. dollar, og modsat andre selskaber, som har udviklet cannabis-baseret medicin, så bruger man ikke syntetiske versioner af stoffer, som ligner eller er identiske med dem, der findes i planten. Derimod tager virksomheden stoffer direkte fra marijuana-planter, som man selv dyrker et hemmeligt sted i det sydøstlige England.

Det er dog ikke kun diabetesmarkedet, som GW Pharma satser på at erobre. Virksomheden udvikler også medicin til behandling af betændelsestilstanden colitis ulcerosa samt et lægemiddel til behandling af epilepsi, som udvikles i samarbejde med japanske medicinalselskab Otsuka.

Ingen rus

Brugere af GW Pharamceuticals’ produkter skal dog ikke satse på at opleve den mest eftertragtede virkning fra marijuanaen, skriver Bloomberg Businessweek. Ud af de 60 forskellige kemiske stoffer, som findes i planten, er det nemlig kun et enkelt, som kan medføre en rus – og GW Pharmaceuticals bruger de 59 andre stoffer til sine produkter.

Læs hele historien fra Bloomberg Businessweek her.

 Ny viden om hash kan føre til nye lægemidler 

 Marihuana kan være gavnligt mod diabetes 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også