Medie: Novartis fyrer 18 efter snyd med salgstal

Medicinalkoncernen Novartis’ indiske datterselskab har fyret 18 salgsmedarbejdere, da det er kommet frem, at de har ’fiflet’ med salgstallene for et lægemiddel.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Schweiziske Novartis’ indiske datterselskab har angiveligt fyret 18 salgsmedarbejdere, som mistænkes for at have stået for omfattende snyd med salgstallene for et diabetesprodukt. Det erfarer PharmAsia News.

De 18 salgschefer og salgsrepræsentanter, som stod for markedsføringen af diabeteslægemidlet Galvus i Indien, har efter sigende brugt deres salgsbonusser til at opkøbe bunkevis af produktet fra grossister i landet, for at forbedre tallene og leve op til de høje salgstargets, som var pålagt dem.

Samtidig har salgscheferne på deres eget initiativ udvidet kreditperioden for grossister fra 45-60 dage til op mod et år, hvilket har givet grossisterne mulighed for at købe større mængder af produktet og opnå større rabatter.

Ranjit Shahani fra det indiske datterselskab bekræfter overfor PharmAsia News, at man er i gang med at undersøge sagen og tilføjer, at ”Novartis har en hel klar code-of-conduct og retningslinjer for markedsføring med nul tolerance over for fravigelser”.

Han vil dog ikke bekræfte fyringen af de 18 medarbejdere, eller kommentere yderligere på sagen, da man stadig er i gang med at undersøge den.

Men en grossist fra Mumbai i Indien, som PharmAsia News har talt med, siger, at han personligt kender til adskillige lignende sager i landet, hvor salgsrepræsentanter har brugt deres bonusser til at købe egne produkter og dermed opskrue salgstallene.

Læs hele PharmAsia News-historien her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også