Den amerikanske virksomhed New England Compounding Center (NECC), som sælger blandingsmedicin og menes at være skyld i det alvorlige meningitis-udbrud i USA henvendte sig uopfordret til læger for at tilbyde storkøb af virksomhedens medicin.
Det viser e-mails fra firmaet, som Reuters er kommet i besiddelse af. De afslører også, at NECC ikke bad om at se de enkelte recepter for de patienter, som skulle bruge medicinen, som loven i staten Massachusetts ellers foreskriver.
NECC har distribueret tusindvis af ampuller, der indeholdt inficerede steroider og har udsat 14.000 amerikanere for meningitis smittefare. 15 personer er allerede døde af medicinen.
E-mail beskederne er tydeligt bevis på, at medicinmyndighederne i Massachusetts har ret i deres formodning om, at virksomheden, som kun var autoriseret til at levere lægemidler på baggrund af specifikke recepter, har overtrådt sine beføjelser.
Af de e-mails Reuters har gennemgået fremgår det også, at NECC har videregivet ordrer til et datterselskab ved navn Ameridose LLC, til trods for at Ameridose i sidste uge udsendte en erklæring, hvori de fastslår, at de to virksomheder opererer separat.
Læs hele artiklen fra Reuters med en uddybende gennemgang af sagen her.