MedWatch

Professor der opdagede dødelig virussygdom: Ebola er besejret

Ebola, der tidligere har kostet over 11.300 mennesker livet, er overvundet, fortæller professor.

Foto: Mads Nissen/STF

Manden, der var den første til at opdage ebola, erklærer nu den livsfarlige virussygdom for besejret.

Det drejer sig om den 79-årige professor, Jean-Jacques Muyembe. Ifølge ham har vacciner og medicinske behandlinger bragt ebola under kontrol.

"I 40 år har jeg været vidne til og en spiller i kampen mod denne frygtelige og dødelige sygdom."

"Og jeg kan sige i dag: Den er besejret, den er undgåelig og helbredelig," har han udtalt på en ceremoni i Den Demokratiske Republik Congo i Afrika ifølge AFP.

Her er det blevet markeret, at den såkaldte Ebanga-behandling er kommet på markedet.

Ebanga er et monoklonalt antistof, der forhindrer virusset i at komme ind i en celle. Dermed mindskes risikoen for at dø.

Det er flere årtier siden, at Muyembe første gang stødte på ebola.

Det var i 1976 som feltepidemiolog, da han blev kaldt til landsbyen Yambuku, der ligger i det nordlige Congo, som dengang hed Zaire.

Her var en mystisk sygdom netop dukket op.

Muyembe tog ifølge AFP en prøve fra en syg nonne og sendte prøven hele vejen til Belgien. Her lykkedes det mikrobiologen Peter Piot at isolere virusset for første gang.

Det fik navnet ebola - opkaldt efter en flod tæt på Yambuku.

Ebola har siden vist sig at være en dødelig størrelse.

Under det hidtil værste udbrud, der varede fra 2014 til 2016, døde flere end 11.300 mennesker.

Efter Muyembes opdagelse i 1976 gik sygdommen i glemmebogen. Men 19 år senere udbrød en epidemi med "rød diarré" i byen Kikwit i det vestlige Congo.

Med blodtransfusioner fra en person, der var på vej til at blive rask, forsøgte professoren at behandle otte patienter. Syv overlevede, skriver AFP.

Det gav ham idéen til Ebanga, som for første gang blev afprøvet i 2018.

Hvis sygdommen skulle vise sig, "standser vi smittekæden, vi vaccinerer alle dem omkring et positivt tilfælde, og vi behandler dem, som er syge," har han udtalt til AFP.

"Hvis udbruddet er identificeret i rette tid, kan det være overstået inden for en uge."

Tidligere på året blev Congo ramt af et nyt ebolaudbrud, men det blev erklæret overstået i starten af maj.

 

Nye data giver rygstød til J&J og Bavarian Nordics ebolavaccine

International milliardfond: Vaccineproducenter bør stille vacciner til rådighed for konkurrenters forsøg

Afrika frygter en tredje coronabølge på niveau med den i Indien 

Nyt udbrud af ebola koster fire livet i DR Congo

WHO: Ebola er ikke længere global sundhedstrussel

Mere fra MedWatch

CHMP godkender seks lægemidler

Det europæiske lægemiddelagenturs ekspertkomite har på dets møde i oktober indstillet til, at seks nye lægemidler sendes på markedet i Europa – heriblandt et middel baseret på Genmabs teknologi. Samtidig anbefaler komiteen, at ti lægemidler kan bruges på nye måder.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier