EU skubber på for fælles vaccinepas og kvikkere vaccination

Til sommer skal 70 procent af EU's voksne befolkning være vaccineret, lyder opfordring fra EU-Kommissionen.
"En fælles tilgang vedtages inden udgangen af januar 2021, så medlemslandenes certifikater hurtigt vil kunne bruges i sundhedssystemer i hele EU og uden for EU," hedder det i en meddelelse fra EU-Kommissionen. | Foto: FRANCOIS WALSCHAERTS/AFP / POOL
"En fælles tilgang vedtages inden udgangen af januar 2021, så medlemslandenes certifikater hurtigt vil kunne bruges i sundhedssystemer i hele EU og uden for EU," hedder det i en meddelelse fra EU-Kommissionen. | Foto: FRANCOIS WALSCHAERTS/AFP / POOL
af ritzau

Mens der flere steder i Europa arbejdes på nationale vaccinepas, der skal åbne døre i et ellers lukket Europa, søger EU-Kommissionen at sætte skub i et fælles projekt. Et pas med gyldighed i alle landene.

Man sigter imod, at medlemslandene inden udgangen af januar skal nå til enighed om en kollektiv model.

"En fælles tilgang med troværdige, pålidelige og verificerbare certifikater vil gøre, at folk kan bruge deres registrering i andre EU-lande. Det vil også åbne døre for andre brugere. Det vil bidrage til, at man kan ophæve restriktioner," siger EU-Kommissær Margaritis Schinas under præsentationen.

Der er voldsomt varierende holdninger til vaccinepas. Grækerne var først ude med idéen for at få gang i turismen. Andre opfatter et pas som et uønsket pres for vaccination. Det er frivilligt, om man ønsker at blive vaccineret.

"Kommissionen arbejder sammen med medlemslandene om vaccinecertifikater i overensstemmelse med EU's lov om databeskyttelse."

"En fælles tilgang vedtages inden udgangen af januar 2021, så medlemslandenes certifikater hurtigt vil kunne bruges i sundhedssystemer i hele EU og uden for EU," hedder det i en meddelelse fra EU-Kommissionen.

I Danmark arbejder Sundheds- og Ældreministeriet på et vaccinepas. Det bekræftede ministeriet ifølge DR i sidste uge.

Flere har efterfølgende kritiseret det, blandt andet Dansk Industri, som i stedet efterlyser et coronapas. Det skal omfatte information om tidligere smitte og resultat af coronatest. Det skal altså indeholde flere oplysninger.

Europa-Parlamentets største gruppe, konservative EPP, støtter en model som præsenteret af EU-Kommissionen i dag.

Partileder Manfred Weber siger i et videointerview med en gruppe journalister tirsdag, at den kollektive model er vigtig for at "undgå fragmentering" i Europa.

"Vi skal forberede det. Det haster godt nok ikke lige nu, da få har chancen for at blive vaccineret. Men vi ved alle, hvordan EU fungerer, derfor skal vi diskutere det i dag, så vi er klar til påske og sommeren," siger Weber.

EU-Kommissionen forsøger samtidig at sætte mere fart i udrulningen af vacciner.

"Vi har brug for et stabilt og hurtigt tempo i vaccinationerne. Det er ikke et kapløb mod hinanden. Men mod tiden. I Europa har vi valgt at basere det på sikkerhed," siger Schinas.

Mens Danmark tørster efter flere vacciner, er der andre EU-lande, som ikke har brugt de vacciner, som de får leveret fra de to producenter, som foreløbig har fået en betinget markedsgodkendelse.

I "marts 2021 skal mindst 80 procent af borgerne over 80 år og 80 procent af sundhedspersonalet være vaccineret", lyder appellen fra Kommissionen.

Samtidig bør EU-landene snarest sætte fart i sekventeringen af positive coronaprøver. Det betyder, at man typebestemmer de positive svar for forskellige varianter af virus.

Kommissionen vil have en sekventering på "mindst 5 procent og helst 10 procent". I Danmark sekventeres alle positive prøver.

Dermed kan man se, om det eksempelvis er den mere smitsomme variant B117, som fortsat vækker bekymring over hele EU.

"Vi sekventerer nu alle positive prøver. Vi er på fuld skala," sagde Tyra Grove Krause, der er konstitueret faglig direktør hos Statens Serum Institut (SSI), i weekenden.

Det er EU-Kommissionens opfordring til EU-landene, at 70 procent af de voksne borgere i EU er vaccineret senest til sommer.

Derfor arbejder man sammen med landene og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) om at øge kapaciteten for produktion af vacciner så meget som muligt, oplyser EU-Kommissionen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også