Andelen af kvinder i erhvervstoppen er den samme som i 2014

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde kvinder i 2019 næsten samme andel i toppen af private selskaber som i 2014.
AF RITZAU

Andelen af kvinder på topposter i landets private virksomheder er stort set uændret siden 2014.

Sidste år var andelen af kvindelige direktør og bestyrelsesmedlemmer knap 19 procent. Knap hver femte post var altså besat af kvinder.

Fem år før - i 2014 - sad der kvinder på knap 18 procent af posterne. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er nedslående, at udviklingen stort set er gået i stå. Det mener Berit Toft Fihl, politisk chef hos fagforeningen Lederne.

"Der er brug for, at vi får alle talenter i spil, og når det kun er lidt over hver sjette bestyrelses- eller direktionsmedlem, der er kvinde, vidner det om, at vi ikke udnytter talentmassen af dygtige og skarpe kvinder godt nok. Det skal vi have gjort noget ved nu," siger hun i en kommentar.

Noget af det, der ifølge Berit Toft Fihl bremser kvindernes vej til toppen, er, at de tager størstedelen af barslen.

Det kan derfor sætte gang i udviklingen, hvis det fra politisk hold sikres, at perioden med offentligt betalte barselsdagpenge deles mere ligeligt.

Det handler dog også om at ændre uddannelsesmønstrene.

"For eksempel er det vigtigt at få flere kvinder ind på STEM-uddannelserne, så vi på længere sigt får skabt et fundament og en mere ligelig fordeling i STEM-jobbene og -topposterne, hvor kvinderne er kraftigt i undertal," mener hun.

STEM er en engelsk forkortelse for de videregående uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik.

Kvinderne mangler i toppen af dansk life science

Pfizer-chef vil have flere kvinder til tops: "Kvoter kan være et nødvendigt onde"

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også